Foto: PHGCOM, Wikipedia

Foto: PHGCOM, Wikipedia

Dansk Folkeparti vil gøre det forbudt at tale ikke-vestlige sprog i Danmark. Forbuddet skal forhindre terror og sikre dansk sindelag hos indvandrere.

Fremover skal man i fængsel i op til to år, hvis man fanges i at tale  arabisk, somalisk eller et andet eksotisk fremmedsprog på på danske gader og stræder. Det mener Dansk Folkeparti, hvis retsordfører Peter Skaarup præsenterede et nyt lovforslag fredag.

Peter Skaarup uddyber, hvorfor han mener, det skal være forbudt at føre en samtale på et sprog, som har rødder uden for Europa.

“Det viser sig desværre, at vi ikke teknisk kan forhindre folk i at bruge paraboler til at modtage islamistiske terror-signaler transmitteret via det ydre rum.  Og det er jo et velkendt faktum, at langt de fleste islamiske terrorister taler ikke-europæisk sprog. Det virker i det hele taget meget mistænkeligt, og jeg tror ikke jeg er den eneste som bliver nervøs, når man på gader og stræder kan høre folk tale samme sprog som Osama bin Laden, og det vil vi sætte en stopper for,” siger Peter Skaarup.

Ifølge Dansk Folkeparti handler lovforslaget også om, at indvandrere skal demonstrere dansk sindelag.

“Man må huske på, at alle berømte danskere har talt dansk. Hvis dansk var godt nok til H.C. Andersen og John Mogensen, er det også godt nok til Hassan fra Muslimien. Vælger man at tale et andet sprog, viser det kun hvor man hader Danmark, og så er det kun rimeligt, at der falder en straf.”

Vestlig ytringsfrihed kun for vestlige sprog
Peter Skaarup mener ikke lovforslaget, hvis det bliver vedtaget, vil udgøre et problem for de indvandrere, som ikke taler andre sprog end deres oprindelseslands.

“Jeg har aldrig hørt om nogen, som sagde noget som helst fornuftigt på de sprog alligevel, så det ser jeg ikke noget problematisk i”.

Forslaget er blevet mødt med kritik fra flere sider. Blandt andet har såvel CEPOS som Enhedslisten kritiseret forslaget for at være en indskrænkning af ytringsfriheden. Det afviser Peter Skaarup blankt.

“Vi mener ikke det er spørgsmål om ytringsfrihed overhovedet. Ytringsfrihed er et vestligt koncept, og det gælder altså ikke for de, som ikke taler vestlige sprog. Det er ærgerligt for indvandrerne, men sådan er reglerne altså,” siger Peter Skaarup og peger på, at indvandrere kan få masser af ytringsfrihed, hvis bare de taler dansk, og kun siger ting, som han er enig i.