Grupper af ældre hærger flere steder i Danmark og gør folk under 60 utrygge. Politiet står magtesløse.
Glem alt om rockere, der skyder vildt og galt omkring sig. Glemt alt om unge indvandrerbander, der gør gaderne usikre, og glem alt om organiseret kriminalitet fra Østeruropa. Danskerne har fået en ny samfundsfjende: ældrebanderne, der ikke skyer nogen midler for at nå deres mål. Grupper af ældre, der bekender sig til voldelige metoder, har gennem de sidste par uge skabt utryghed i befolkningen.
Cerutskod i munden
”De kan finde på hvad som helst,” fortæller 25-årige Malene Zetterstrøm, der ikke længere tør gå ud på gaden uden sin peberspray.
Den 2. december blev hun overfaldet af to maskerede mænd på mindst 70 år, der truede hende til at aflevere den SU, hun netop havde været i Danske Bank på Nørrebrogade for at hæve.
Pengene skulle hun bruge til sit eksamensprojekt på Danmarks Designskole.
”Jeg tiggede og bad og forklarede dem, at jeg var Danmarks råstof, men de var bare iskolde,” siger Malene Zetterstrøm.
Thomas Buhl på 16 fra Lyngby holder sig også helst inden døre, efter at han tirsdag morgen blev overfaldet i tolvfrikvarteret på vej tilbage til gymnasiet med sin frokost:
“Min mor havde som adventsgave givet mig penge med til at købe sushi til frokost. Da jeg kom ud fra butikken, bliver jeg banket ned bagfra. De ruller mig om på maven og river posen med sushi ud af hænderne på mig,” fortæller Thomas, der må tage en dyb indånding, inden han kan fortsætte:
“Da jeg ligger på maven bøjer en af dem sig ned over mig og stikker et skod ind i munden på mig og råber: ‘Tyg på den, din baryler!”
Thomas var så chokeret, at de eneste detaljer, han husker, er cerutskoddet, og at gerningsmanden havde fimrehår på hagen.
”Forbandede vårharer”
Også Bendt og Irene Nygård-Thomsen, begge 45 år, skælver, når de tænker tilbage på mødet med en ældrebande fredag den 3. december. Parret var på vej ud af en Irma på Frederiksberg belæsset med fyldte poser af julemad, som de skulle bruge til en julefrokost i familiens skød.
”Pludselig ligger vi begge nede på jorden, mens fem ellers nydeligt udseende hvidhårede damer slår på os med deres stokke. En kører også hen over mit hoved med sin rollator. Jeg troede, min sidste time var kommet,” fortæller en rystet Irene Nygård-Madsen.
Hendes mand samtykker:
”Efter, at vi var blevet slået gule og blå, løb damerne af sted med vores Irma-poser, mens de råbte: ‘Vi hugger jeres friværdi, forbandede vårharer. Grå front!’”
Grå front umulig at spore
Ifølge politiets oplysninger, er ”Grå Front” fællesbetegnelsen for de mange ældrebander, som slår til fra Gedser til Skagen, men endnu har politiet ingen anholdte eller mistænkte. Det skyldes, at vidner til de ældres kriminelle adfærd er for chokerede til at kunne fortælle noget brugbart. Desuden lyder mange af signalementerne fra ofrene fuldstændig ens: Gråt hår og krum ryg. Det oplyser politimestre i Danmarks fem største byer samstemmende til RokokoPosten.
”Gamle mennesker ser jo fuldstændig ens ud, så det er umuligt at skelne en kriminel ældre fra en lovlydig,” forklarer chefpolitiinspektør i København, Jørn Aabye.
Han vurderer desuden, at folk har for meget respekt for alderdommen til at foretage sig noget i den konkrete situation. Københavns Politi modtager dagligt flere 100 opkald fra borgere, der føler sig forulempede af ældrebanderne.
”Det drejer sig om alt lige fra umotiverede stokkeslag, til skoleklasser og småbørnsmødre, der bliver smidt af bussen, fordi de ældre kræver siddepladser,” udtaler Jørn Aabye.
Hos Socialdemokraterne mener retsordfører Karen Hækkerup, at nok er nok:
”Det kan ikke være rigtigt, at folk under 60 skal være bange, hver gang de ser en ældre borger med stok og støttestrømper. Politiet må simpelthen være bedre til at spore den mistænkelige adfærd, så folk under 60 har noget at rette sig efter og ikke behøver være bange uden grund”.
Karen Hækkerup har nu bedt om et møde med justitsminister Lars Barfoed for at drøfte, hvordan man imødegår truslen fra ældrebanderne.
RokokoPosten følger sagens udvikling. Har DU været udsat for chikanerende adfærd eller decideret overfald fra de danske ældrebander, hører vi gerne fra dig. Skriv til redaktionen@rokokoposten.dk