Foto: Momentmal, Pixabay
Ligene af over hundrede gadegøglere dukker op i svensk skov. Drabene har stået på i årevis, og forbryderne kommer fra hele Norden.
Det startede med, at Molly ikke ville gå den tur, som hun plejede. I stedet trak hun sin ejer, den 45-årige lastbilchauffør Ingvar Andersson hen til et hjørne af Söderåsan, hvor han aldrig før havde været. Og der fandt de den første gøgler.
“Først troede jeg, det var et stykke legetøj,” fortæller Andersson om det mærkelige og farverige stykke stof, Molly prøvede at hive op af jorden.
“Hun knurrede helt vildt, og jeg kunne ikke få hende ud af stedet. Til sidst tog jeg selv fat i det der stof og trak til.”
Ingvar Andersson kigger væk og hiver vejret ind med et forpint udtryk i ansigtet. Stoffet var nemlig ikke noget legetøj, men en hat af velour, som jonglører af og til tager på, når de klæder sig ud og kaster med bolde og kegler på gågader rundt omkring i verdens storbyer. Hatten sad stadig på jongløren. Han var blevet dræbt og begravet i den svenske skov, Söderåsan, tre uger forinden.
Morderne er helt almindelige
Inden for en time var svensk politi på stedet, og i løbet af få dage havde de fundet ikke bare flere døde jonglører, men myrdede akrobater, mimere og andre gadekunstnere – i alt 137 mennesker fra både Sverige, Danmark og Norge. Nu kalder svenskerne området for Dödaråsan.
I formodentlig seks år har skoven skjult denne kæmpe massegrav, hvor almindelige borgere fra hele Skandinavien ifølge politiet har smidt gøglere, som de har dræbt i vrede og frustration.
“Der er tale om helt almindelige mennesker, der har mødt gøglere i deres dagligdag. Som regel adskiller morderne sig ikke specielt fra os andre bortset fra, at de bruger meget tid på gågader i større byer, fx hvis de arbejder i byens centrum. Nogle gange er drabene også sket ved juletid efter, at drabsmanden har brugt flere dage på juleindkøb i midtbyen,” fortæller politiinspektør Peter Johansson, der har haft overraskende nemt ved at finde frem til mange af gerningsmændene.
“Da det kom i aviserne, fik vi flere opkald. De melder simpelthen sig selv, fordi samvittigheden har ædt dem op. Det er jo ikke psykopater, men normale borgere med familie og børn og sådan,” siger Johansson.
Kvalt med djævlespil
Alligevel er der meget, der tyder på, at de “helt almindelige mennesker” er gået amok i et øjebliks blodrus. Mange af ofrene er blevet tæsket til døde med deres eget udstyr. For eksempel har en af gøglerne modtaget over halvtreds slag med den blikspand, som vedkommende brugte til at indsamle penge med. Også det såkaldte djævlespil – et timeglas i plastik, som gøglere bevæger med et stykke snor – har været populært, både når offeret skulle knebles og kvæles.
Svensk politi har endnu ingen forklaring på, hvorfor både svenske, norske og danske gøglere har fundet en midlertidig grav i Södaråsan, og forhør med gerningsmændene gør kun sagen mere mystisk.
“Så vidt vi kan se, kendte drabsmændene ikke hinanden i forvejen, og vi har ikke bevis for, at de har snakket sammen om, hvor man skal smide en død gøgler. Men på en eller anden måde har morderne alligevel vidst, hvor de skulle gøre af dem,” fortæller Johansson.
På spørgsmålet om, hvordan det er muligt, at over hundrede mennesker kan være forsvundet i årevis uden, at nogen har opdaget det, trækker politiinspektøren på skuldrene.
“Man har vel ikke savnet dem.”
