Ill.: HaticeEROL, Pixabay

 

”Kæmpekaniner knalder sig gennem Tyskland”, ”Anakonda æder ti mænd” og ”Dreng på 20 kg født i Ohio”.  Typiske overskrifter, som danske netaviser har fået mange læserkliks ved at bringe. Nu viser ny undersøgelse, at læserne svigter de hurtige og sensationelle overskrifter.

Det hele begyndte da Karl-Henrik Berthelsen, ansvarshavende journalist på Berlingske Tidendes webredaktion, besluttede at poste nyheden om den to-hovede kalv, der netop var født i en lille by i Georgien.

”Jeg tænkte bare, yes, det er en sikker vinder hos vores læsere,” fortæller en noget rystet Berthelsen, der snart skulle komme på andre tanker.

Normalt klikker mellem 800 og 1000 brugere ind på webnyheder, der omhandler deforme dyr og mennesker (ifølge en brugerundersøgelse på berlingske.dk fra december 2010, red.), men det skete ikke denne gang.

Kompleksitet og perspektiv hitter
Historien om kalven fik kun fire hits, og det er udtryk for en omsiggribende tendens, mener medieforsker Hasse Larsson fra RUC. Ifølge medieforskeren er danskerne blevet trætte af de korte nyheder, der lægger vægt på sensation fremfor substans. I stedet går vi efter baggrund, kompleksitet og perspektiv.

Læserne vilde med høje lixtal
Hasse Larsson har forestået en optælling gennem det sidste halve år af hvilke webnyheder, der får flest klik på danske dagblades hjemmesider, og her vinder lange overskrifter suverænt.

Brugerne er helt vilde med overskrifter som ”Det possessive suffiks belyses i tre nye finske romaner”, ”Hvorfor den trafikale infrastruktur halter bagefter i Burundi i forhold til Kenya” og ”Mellemkommende oplysninger i sager om prøvelse af forvaltningsakter”.

”Jo højere lixtal, des bedre,” siger Hasse Larsson, der mener, at danskernes nye læservaner på nettet afspejlet behovet for dybde i et informationssamfund, hvor der sker noget hele tiden.

Hos Berlingske Tidende har man taget konsekvensen og valgt at bringe Hasse Nielsen afhandling i sin fulde længde som en webnyhed.

”Nyheder om en hvalros, der kan spille ukulele, er bare ikke interessante for læserne mere,” sukker Karl-Henrik Berthelsen.