Foto: Hermann, Pixabay

Foto: Hermann, Pixabay

For nylig kom det frem, at mange mennesker ikke er født i det stjernetegn, de hidtil har troet. RokokoPosten har talt med et ægtepar, hvis nye stjernetegn får alvorlige konsekvenser for hele deres fremtidige tilværelse.

Ulla og Hans Bjerregaard har været gift i 21 år og har tre børn sammen. Indtil ændringen af stjernetegnene, mente de selv, at de var et rigtig godt match.

Men med ét slag er alt nu forandret. Ulla forklarer:

“Tidligere var jeg Vædder og min mand var Tvilling, hvilket er en rigtig fin kombination. Min væddernatur som fleksibel og idérig passede godt til min mand, der som Tvilling var udadvendt og ansvarlig. Men nu er vi henholdsvis Fisk og Tyr, og det ved alle jo, er en håbløs kombination. Vi må erkende, at min mands nye sande natur som en sanselig og kreativ type slet ikke passer til min nye identitet som tryghedssøgende Fisk.”

Overvejer jobskifte
Ikke alene er Ulla og Hans tvunget til at tage deres parforhold op til revision, de overvejer også at skifte job. Hans, der har arbejdet et årti som indkøber for Dansk Supermarked, planlægger nu en ganske anderledes karriere.

“Da vi Tyre er meget kunstnerisk anlagte, tror jeg, at en karriere som non-figurativ skulptør er det helt rigtige for mig,” siger Hans og fortsætter, ikke uden en vis bitterhed.

“Heldigvis er det ikke for sent, men det er bare frygteligt at tænke på, at jeg har brugt år på et job, som slet ikke gik i spænd med min personlighed, og endda fejlagtigt troede, jeg kunne lide det, fordi jeg var Tvilling.”

Ulla var før ekspedient i en tøjforretning, men i lyset af sine nyopdagede evner for empati og kommunikation – et særkende hos Fisken –  overvejer hun noget helt andet. Nemlig at blive spindoktor for et politisk parti til venstre for midten.

Slangebærere berøvet personlighed
Selvom ægteparret på alle fronter går en usikker fremtid i møde, kan Ulla kan dog stadig se enkelte lyspunkter i den tragiske situation.

“Min veninde, Katja, har det trods alt langt værre. Hun var tidligere Skytte, men er nu blevet tildelt det helt nye stjernetegn Slangebæreren. Hvad der karakteriserer en slangebærer, har hun simpelthen ikke været i stand til at finde ud af, så nu går hun rundt i en zombieagtig døs og er totalt berøvet enhver personlighed. Det er virkelig tragisk.”