Foto: PIRO4D, Pixabay

Foto: PIRO4D, Pixabay

Global opvarmning er ikke menneskeskabt, men en proces, som Jorden har sat i værk for at se os alle nøgne. RokokoPosten bringer et eksklusivt interview med den lumre planet.

“Girrrl, I wanna make you sweat, sweat till you can’t sweat no more,” lyder det opstemt fra Jorden.

Dens hæse stemme trænger op gennem Jyllands hedejord et sted syd for Thisted, hvor vi har aftalt at mødes. Deres udsendte har, i lighed med Oliver Stilling og Mikael Bertelsen, svært ved at finde det bedste sted til et interview med Jorden, men da den først begynder at synge lummer reggae, er jeg ikke i tvivl.

Jorden er klar til at afsløre sine tanker, og de flyder som regel et sted mellem rendestenen og Lindsay Lohans skræv. Men endnu mere overraskende er det, at vor planets opvarmning faktisk er dens egen skyld: Jorden vil nemlig gerne se os komme af med så meget tøj som muligt på så kort tid som muligt, og indtil nu har den udført sin plan uden, at nogen har anet uråd.

CO2-udledning er bare et dække
“Men nu kan jeg se, at folk stadig er mega uvillige til at tage tøjet af,” fortæller den seksuelt frustrerede planet.

“Der er hele kontinenter, hvor nærmest alle går rundt i de der posede bukser, der slet ikke viser røven, og kæmpe jakker. Men det er ikke deres skyld. De vil jo gerne tage det hele af og gå nøgne rundt, de liderlige dyr. Vælte sig rundt uden en trævl på kroppen.”

Jordens stemme bliver grødet og utydelig.

Og så synes du, det er OK at sætte en kæmpe miljøkatastrofe i gang?!

“Hva’? Ahr, prøv lige at hør’ her, de kan da bare tage noget mere tøj af! I gamle dage – helt gamle dage – der var de alle nede i Afrika og gik nøgne rundt. Det var tider. De fleste af dem havde kun smykker på, resten var så’n helt …”

Hallo! Hvor lang tid har du haft gang i det her?

“Ikke så lang tid igen; jeg håbede da på, at folk selv ville tage noget af tøjet af, selvom de boede i lande med tempereret klima. Jeg mener, de boede jo i opvarmede huse! Nogle af dem er af da også meget gode til det. Lindsay Lohan for eksempel. Mmm, Lindsay … Nå, anyway, jeg gik nok i gang så’n for tyve-tredive år siden, da jeg kunne se, at folk udledte enormt meget CO2. Så ville alle jo tænke, at det var grunden til opvarmningen. Ingen ville mistænke mig! Hahaa!”

Jorden udsender en hul, gnæggende grinen, men snart bliver latteren til et suk.

Birthe Rønn skal være nøgen
“Men det går for langsomt. Og det meste af opvarmningen går ud over alle dem, der tager tøjet af i forvejen. Afrikanere, folk i Stillehavsområdet. De har været så gode til at klæde sig af, så det er synd, at det skal gå ud over dem.”

I stedet mener Jorden, at mennesker fra de mere påklædte lande bør tage deres ansvar på sig. Til det formål har den udarbejdet en liste over folk, som den gerne ser nøgne. Hvis disse mennesker insisterer på at blive ved med at bære masser af løsthængende tøj, “så svarer jeg ikke for konsekvenser,” som planeten siger.

Øverst på listen står vores egen integrationsminister.

“Birthe Rønn Hornbech, den påklædte lille luder. Tag så tøjet af, Birthe, du ved jo godt, du gerne vil! Hvorfor gør du aldrig noget for mig, din frække …”

Jordens lumre klagesang blander sig med vestenvinden, og efterhånden som solen forsvinder bag de jyske højdedrag, bliver der helt stille. Næsten. Langt borte kan jeg svagt høre en fortvivlet røst stige op fra vor sexhungrende planet:

“It’s gettin’ hot in here, so take off all your clothes.”