Foto: Krakenimages.com, Bigstock

Foto: Krakenimages.com, Bigstock

Protesterne på Tahrir-pladsen i Egypten har antændt oprør over det meste af Mellemøsten. Men ikke i Manan, det lille arabiske land, der kiler sig ind lige ved siden af Djibouti på Afrikas Horn. Her gider man ikke al den snak om folkestyre og ytringsfrihed.

På brostenspladsen midt i Rabka Uhalla, hovedstaden i Manan, er der stille. Meget stille. Faktisk så stille, at jeg, RokokoPostens korrespondent, føler mig ganske sikker på, at der er tale om den berømte stilhed før stormen.

Men jeg kan godt tro om igen, fortæller Mohammed Atif mig. Han er tæppehandler på pladsen, der normalt summer af liv.

”Den pludselige stilhed skyldes bare, at der er tilbud på lædersandaler i souken,” griner Atif, slår mig jovialt på skulderen og tilføjer grinende:

”Vi er alt for dovne til at demonstrere.”

Træls at fætter forsvandt
Modsat en lang række arabiske lande som Tunesien, Yemen og Bahrain føler folket i Manan tilsyneladende ikke behov for at protestere mod magthaverne på trods af, at landet styres med hård hånd af diktatoren Youssef Ben Benazir og hans 20 onkler.

Kidnapninger, censur, undertrykkelse af religiøse mindretal og uhyrligt lave lønninger er daglig kost i det lille land, men det lader ikke at få lokalbefolkningen til at reagere.

”Det var da træls, at min fætter forsvandt, men jeg har altså en mark at passe.”

Det er meldingen fra bonden Shiraz, som er i gang med at høste koriander lidt syd for hovedstaden.

Jeg spørger ham rystet, om han ikke bliver inspireret af de kæmpende folkemasser i Egypten og får lyst til at kræve sin ret til et bedre liv?

”Helt ærligt, kan du ikke se, at jeg har bedre ting at foretage mig? Når jeg har høstet krydderurter en hel dag, vil jeg altså gerne have lov til at stene foran fjerneren til et afsnit af Slør og Begær (kendt soap på Al-Jazeera, red.),” fnyser Shiraz.

Mine venner bruger ikke Twitter
Tilbage i Rabka Uhalla prøver professor i sociologi ved byens universitet Jasmina Al-Aljadji at forklare mig, hvorfor oprøret i de arabiske lande stopper i Manan:

”Jeg vil skyde skylden på en kombination af mental ladhed i vores kultur, der stammer fra kolonitiden (Manan var under fransk herredømme fra 1838 til 1940, red.)  samt, at sociale netværk som Twitter ikke er slået igennem her”.

Det var blandt andet via Facebook og Twitter, at demonstrationerne i både Iran og Egypten blev organiseret.

I stedet bruger indbyggerne i landet netværket Arabicbuddy.org, og det har kun et ”helt ufarligt og hyggeligt formål”, som professor Al-Aljadji formulerer det.

”Har du nogen idé om, hvor svært det er at få folk over på Twitter, når de er på et andet forum i forvejen,” klager en ung kvinde i burka, da jeg forstyrrer hende og nogle medstuderende i deres frokostpause i universitetets kantine.

”Jeg tror bare ikke, at idéen om blod i gaderne og sindssygt meget stress over, hvor man nu skal demonstrere, lyder særlig fedt  i forhold til en invitation til en cool fest på Arabicbuddy,” pointerer en anden studerende, mens hun kigger vidende ud over burkaens åbning.