Foto: gracinistudios, Pixabay

Foto: gracinistudios, Pixabay

Programmer som Før Søndagen og Nyheder fra Grønland er ikke bare triste ved et tilfælde. De skal frustrere den arbejdssky borger nok til, at vedkommende søger job bare for at komme væk fra fjernsynet. Det afslører en anonym DR-medarbejder.

Historien om telefonen, Curling VM, SOSU’er på hjemmebane. Listen er lang over DR-udsendelser i dagtimerne, det kræver en stærk psyke at komme igennem. Og indtil nu har den almindelige seer nok tænkt, at programmerne var kedelige på grund af DR’s public service-forpligtelser eller bare mangel på kreativitet hos de ansatte. Men faktisk har udsendelserne et helt andet formål.

“Man skal få lyst til at gøre alt mulig andet end at se dem. Søge et dødssygt job eller starte på VUC,” afslører en tidligere medarbejder hos DR.

Vedkommende har været tæt involveret i mange af stationens mere deprimerende programmer og ønsker at være anonym.

Skulpturkunst ikke for sjov
“Da jeg startede på DR, troede jeg, at de kedelige morgenprogrammer som Skulpturkunst – før og nu havde et oplysende formål. Jeg troede, de skulle give borgerne ny viden. Men efter et par år fandt jeg ud af, hvordan tingene rigtig hang sammen,” fortæller den tidligere medarbejder.

Vedkommende overhørte en samtale mellem to af stationens producere, der diskuterede, hvorvidt deres næste dokumentar skulle handle om fremstilling af pap eller livet i den offentlige boligadministration.

Da hørte han sætninger som “det skal nok få nasserne op af sofaen” og “hvor bliver man lykkelig for, at man selv har noget fornuftigt at tage sig til i dagtimerne”. Senere udspurgte medarbejderen den ene af producerne og hev en tilståelse ud.

“Han indrømmede til sidst, at DR i flere år havde opereret med en såkaldt frygt-og-flugt-programflade. Det går ud på at lave udsendelser, der er så kedelige, at dem, der har kræfterne og åndsevnerne til at arbejde, naturligt vil ende i en tilstand af angst, når de tænder for fjernsynet. Efter et par uger udvikler de simpelthen en fobi for apparatet og kan ikke se anden udvej end at opholde sig uden for hjemmet,” forklarer medarbejderen, der mener, at strategien udspringer fra et samarbejde mellem DR’s ledelse og visse politikere.

Den har dog haft sine ulemper for dem, der ikke valgte arbejde eller studie som deres flugt.

“I DR’s topledelse var det almen viden, at nogle af seerne kom ud i kriminalitet. Indbrud, narkohandel, prostitution. Alt for at komme ud af huset. Så er der dem, der ikke kan slukke for deres fjernsyn: Ældre mennesker på plejehjem og syge. Gud ved, hvad de går igennem,” sukker medarbejderen og tilføjer, at DR kalder disse uheldige tilfælde for “nødvendige omkostninger”.

Hos DR kalder man anklagen om frygt-og-flugt-programfladen for “absurd” og insisterer på, at udsendelser som Fremtidens landbrug og Træsnit i historien er både “spændende og interessante”.