Foto: nastya_gepp, Pixabay

Foto: nastya_gepp, Pixabay

Ansatte på virksomhed i Sønderjylland får psykologisk krisehjælp efter et chokerende tilfælde af bagtaleri.

Torsdag morgen måtte Bente Poulsen, der er HR-chef for en virksomhed i Sønderjylland, overbringe et meget ubehageligt budskab til sine ansatte:

“En medarbejder fortalte mig, at han havde hørt to kvindelige ansatte bagtale en anden kvindelig ansat. Efter en samtale med de to står det klart, at det faktisk fandt sted, og som HR-chef var det mit ansvar at informere alle medarbejdere.”

Ifølge en kilde skulle de to kvindelige ansatte have siddet på en café i byen. Her overhørte kilden, der straks herefter rettede henvendelse til HR-chefen, de to kvinder sige grimme ting om en fælles kollega. Kilden, der ønsker at være anonym, fortæller:

“De kaldte vores kollega for ‘et surt ribs’ og jokede med, at hun nok gik rundt derhjemme og suttede på citroner, siden hun altid var så gnaven.”

Tilbud om psykologisk krisehjælp
Som forventet var det et stort chok for de ansatte at høre, at en af deres kolleger var blevet bagtalt. Derfor blev alle ansatte straks tilbudt psykologisk krisehjælp for at blive hjulpet gennem den svære tid.

Helle Lundin er en af de medarbejdere, der valgte at tage mod tilbuddet.

“Jeg takkede straks ja til at tale med krisepsykologen,” fortæller hun. “Det kommer virkelig som et stort chok, at nogen har opført sig så modbydeligt. Og bare tanken om, at gerningsmændene stadig går rundt her i virksomheden. Hvad nu, hvis det fortsætter? Hvem går det så ud over næste gang?”

RokokoPosten er ikke bekendt med, at sagen får konsekvenser for de to skyldige. Men både Helle Lundin og den anonyme kilde mener, at de bør fyres på stedet. “Med den opførsel fortjener man ikke et arbejde,” lyder det samstemmende fra de to.