Foto: anujatilj, Pixabay

Foto: anujatilj, Pixabay

RokokoPosten har været i arkivet og bringer i dag en artikel fra år 1 før vor tidsregning. Artiklen er en del af en længere føjljeton trykt i Mosaiske Profettidende (senere DiasporaPosten) – en af de aviser, der i 1732 fusionerede til RokokoPosten. Artiklen er oversat fra aramæisk – red.

Tømreren Josef fra Nazaret er skeptisk over for sin hustrus forklaring om guddommelig insemination.

Klokken er lidt over solnedgang i den lille hytte på Isaksvej i Nazaret. Tømreren Josef har netop færdiggjort en gyngehest til det barn, som hans 16-årige kone, Maria, venter. Aftenen er sval, der er et barn på vej, og Josef burde være glad. Men det er han ikke.

Maria og Josefs samliv har været præget af stress og hovedpine fra begge parter, hvorfor ægteskabets kønslige fuldbyrdelse indtil videre er blevet udskudt. Derfor er Josef sikker på, at barnet som Maria venter, i hvert fald ikke er hans. Maria hævder selv, at hun er blevet besvangret af Helligånden og derfor venter den profeterede Messias. Men Josef er ikke så sikker.

“Hun er en sød pige, men jeg ved altså ikke helt med det med Gud og Messias. Selvfølgelig vil jeg helst tro på Maria, når hun fortæller, at hun stadig er jomfru, men det er ikke noget, som de håndværkere er til at overbevise om. De griner bare. Desuden er ‘Helligånden’ altså ikke et teologisk begreb, som vores lokale rabbiner kender noget til,” forklarer Josef med et opgivende skuldertræk.

“Helst ville jeg gerne glemme alt om det. Måske drage til en anden by når fødslen nærmer sig, så vi kan undgå skandale,” forklarer Josef, der overvejer at tage et sidste-øjebliks-tilbud og indlogere sig på hotel i nærliggende Betlehem, når tiden nærmer sig.

Afviser beskyldninger
Maria er ulykkelig og uforstående over for Josefs skepsis, og insisterer på, at det er en guddommelig kraft, der står bag graviditeten.

“Det er så uretfærdigt! Den eneste jeg har elsket før Josef var Moishe Cohen ovre fra Abrahamsgade, og han er draget i munke-eksil helt ude i Qumran, hvor han ikke laver andet end at skrive på papyrus og tage rituelle bade, mens han venter på Messias’ komme, hvilket unægtelig er en kende ironisk, situationen taget i betragtning,” forklarer en grædefærdig Maria.