Foto: geralt, Pixabay

Foto: geralt, Pixabay

”Jeg ved ikke alt, og jeg vil ikke skjule min tvivl.” Det er et af budskaberne i de Radikales kodeks for korrekt politikeradfærd, som blev fremlagt i mandags. Det får politikere fra begge fløje til at ånde lettede op.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er en lettet kvinde efter, at hun har fulgt De Radikales seneste opfordring og droppet sin vante skråsikre facon.

”Endelig kan jeg tale frit og sige det, som det er, til medierne: Jeg ved ærligt talt ikke, om jeg virkelig går op i lighed og social retfærdighed.”

Johanne er bare én ud af mange danske politikere, som nu åbent tør fortælle, at de hverken ved særlig meget eller føler sig sikre på deres politiske overbevisninger.

Størstedelen af de politikere, RokokoPosten har talt med, er enige om, at de såkaldte ”10 Bud” fra de Radikale åbner op for en ny og mere menneskelig side, hvor det er tilladt at fejle som folkevalgt.

Nu tør jeg være sårbar
Socialdemokraternes formand mener, at de Radikales regler falder på et tørt sted.

”Ofte gemmer jeg mig bag en maske af kontante udmeldinger og knastør seriøsitet, og her er det virkelig fantastisk bare at være mig – lille, sårbare Helle fra Ishøj,” fortæller en tydelig opløftet Helle Thorning-Schmidt, da RokokoPosten møder hende.

Selv Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der tidligere har udtalt sig meget kritisk om kodekset, er blevet positivt stemt. Efter et par dages betænkningstid medgiver Messerschmidt, at han glæder sig til, at hans egen tvivl kommer i søgelyset.

”Det er jo umenneskeligt hårdt blot at være 30 år og så leve op til et image som alvidende,” forklarer han.

Claus Hjort løj ikke
Hos SF er gruppeformand Ole Sohn også begejstret. Han fortæller, at havde de 10 Bud eksisteret i januar i år, havde han ikke beskyldt finansminister Claus Hjort Frederiksen for at lyve, da denne sagde, at SF ville forhøje boligskatterne under en ophedet tv-debat.

”Faktisk vidste jeg jo ikke, om Claus løj, ” siger en noget skyldtynget gruppeformand:

”Jeg ved faktisk stadig ikke om vores boligpolitik går op økonomisk.” Ole Sohn vil derfor bruge sommerferien på at komme til bunds i sagen.

Spindoktor: politisk selvmord
Politikernes glæde deles dog ikke ubetinget af alle. Flere anonyme spindoktorer hos regeringspartiet Venstre mener, at “mere human adfærd” kan få fatale konsekvenser for den enkelte politiker.

“Det er politisk selvmord, hvis politikerne begynder at sige, hvad de rent faktisk mener på en venlig og respektfuld måde, som der lægges op til i forslaget,” udtaler en rådgiver for statsministeren.