Den nye wellness-behandling Alkonani er langt bedre til at give dig velvære end kropspleje og meditation. Det fastslår forskere på Københavns Universitet.

Wellness-metoden Alkonani bryder radikalt med den hidtidige forståelse af wellness som noget, der kræver svær selvudvikling og dyre spa-behandlinger. Metoden indebærer kun, at man drikker store mængder spiritus, mens man onanerer.

En forskergrupper ved Center for Klinisk Velvære på Københavns Universitet har undersøgt den nye metode, og de konkluderer i en ny rapport, at det er den hurtigste og mest effektive vej til velvære.

Op til 73%  mere effektivt end traditionel wellness
Professor i velværestudier, Martin Refsted, der var ansvarlig for projektet, forklarer, hvad det er, forskerne på Københavns Universitet har opdaget.

“Mange har troet, at velvære kom gennem selvindsigt og skønhedsbehandling. Men vores studier dokumenterer entydigt, at masturbation og rigelige mængder alkohol er op til 73% mere effektivt. Desuden giver metoden også langt større frihed end traditionel wellness og kan kombineres med lytning til Army of Lovers eller en god dokumentar på National Geographic. Selv computerspil kan lade sig gøre i den udstrækning, det er anatomisk muligt for den enkelte.”

Forsøgspersoner begejstrede
En af forsøgspersonerne, der har deltaget i den videnskabelige afprøvning af begge wellness-metoder, er også begejstret for Alkonani. Salgschef Erik Weissman fortæller, at han især har haft gode resultater med tre daglige masturbationsrunder ledsaget af ti guldøl og genudsendelser af Historiske Haver. Han fremhæver også disse fordele:

“Det er jo helt vildt dyrt at tage på spa-resort. Med lavasten, yoga, ansigtsbehandling og whatnot løber det jo snildt op i tusinder af kroner. En flaske billig whisky kan man få for helt ned til 57,95. I hvert fald i min lokale Aldi. Og onani er jo heldigvis gratis – så længe man gør det selv,” forklarer Erik Weissmann og uddyber.

“Et andet problem er, at jeg tit falder i søvn, hvis jeg skal koncentrere mig om at være i nuet af længere tid ad gangen. Et sådant punkt kom jeg også til med med alkohol, men typisk efter væsentlig længere tid med intens velvære.”

Afviser bivirkninger
Kritikerne af metoden hævder dog, at Alkonani ikke er uden bivirkninger. Men professor Martin Refsted mener, at indvendingerne mod metoden er forfejlede.

“Det er rigtigt, at følelsesløshed og hovedpine kan være bivirkninger hos enkelte efter en Alkonani-session. Men alt indikerer, at det kun er symptomer på et vanskeligt og lukket sind og vil gå over med tiden. Som bekendt skal det gøre ondt, før det gør godt,” forklarer professor Refsted og påpeger, at man under alle omstændigheder kan fjerne bivirkningerne ved straks at indlede en ny Alkonani-session.