Foto: Pexels, Pixabay

Foto: Pexels, Pixabay

SMS med korrekt kommatering får triste konsekvenser for kærligheden.

“Vi var så gode sammen. Men jeg følte mig nærmest snavset og var simpelthen nødt til at gøre det forbi,” fortæller Susan Fleisher grådkvalt fra sin stue i Ringsted.

Hænderne ryster stadig, når hun fortæller om forholdet til ekskæresten Nick. Parret blev i juli præsenteret for hinanden gennem deres fælles veninde, Mia. Og det var kærlighed ved første blik, da turen gik til Tivoli.

Pokkers possesive pronominer
“Mia havde godt nok fortalt, at han var lidt speciel,” forklarer Susan og holder en pause for at samle sig, inden hun fortsætter:

“Men at nogen kan være så følelsesløs, det chokerede mig bare så meget.”

Den 19-årige studine havde bidt mærke i, at Nick havde nogle aparte vaner. På første date i Tivoli havde de to turtelduer for eksempel en lang samtale om candyfloss, og Susan noterede straks, at Nick lagde stor vægt på forskellen på sin/hans og ens/deres.

“Det bekymrede mig selvfølgelig, at han udviste et så nidkært forhold til de possessive pronominer,” fortæller Susan, der i dag er lykkelig for at have fået hele oplevelsen mere på afstand.

“Jeg fornemmede også en klar og bevidst udtaleforskel mellem ‘ligge’ og ‘lægge’, men jeg var jo bare så forelsket, og så tænker man sig måske ikke rigtig om.”

Ikke et liv at byde børn
At det kunne være gået rigtig galt, er Susan helt på det rene med i dag.

“Tænk, hvis vi havde fået børn, og han så havde insisteret på, at de altid skulle sætte ‘r’ efter verber i præsens og aldrig i inifinitiv. De ville jo aldrig kunne få en normal tilværelse. Det er ikke et liv, jeg vil byde mine børn,” forsikrer Ringstedpigen.

Det var dog først en tidlig morgen i august, at Susan for alvor indså, hvor slemt det stod til med Nick.

“Det var det værste, jeg har oplevet,” forklarer Susan om Nicks SMS, der indeholdt alle de korrekte vokaler og sågar havde tegnsætning.

“Jeg kastede faktisk op, og min veninde, som var sammen med mig, var bare totalt ‘WOW! No way, det sker bare ikke, det der!’-agtig,” lyder det fra Susan.

“Det er det ultimative tillidsbrud, og jeg tilgiver ham aldrig, aldrig, aldrig!”.

Heldigvis handlede Susan hurtigt og svarede ‘“f****ing zpade, d r ZÅ over and out!”. Hendes kriseterapeut har siden fortalt hende, at det var en helt rigtig og utrolig sund reaktion på overgrebet.

I dag har Nick taget navneforandring og er flyttet til en anden by efter gentagne voldstrusler.