Mange urbane og veluddannede mennesker frygter, at deres venner tror, de stemmer på Pia Kjærsgaard. Der er nemlig ikke flere muligheder tilbage for at tage afstand fra Dansk Folkeparti på Facebook.

Det er nu teknisk umuligt at lave flere Facebook-grupper, der markerer afstandtagen til Dansk Folkeparti. Alle tænkelige kombinationer er simpelthen opbrugt. Det har forskere ved DTU påvist ved hjælp af meget komplicerede matematiske modeller.

Men flere yngre og veluddannede danskere fra de større byer har allerede mærket konsekvenserne på egen computer. RokokoPosten har mødt en af dem.

Sendte tre citronmåner
Den 25-årige idehistoriestuderende Peter Ravn har gjort det hele. Han har været medlem af Facebook-gruppen “Kan dette marsvin få flere fans end Pia Kjærsgaard?” (det kunne det) og af “Modstandsbevægelsen mod Dansk Folkeparti – Danmarks Løver”, og han har sendt hele tre citronmåner til Dansk Folkeparti som en ironisk og dog alvorligt ment protest mod noget, der var alt for dårligt.

Peter Ravn fortæller, hvorfor det har ramt ham hårdt, at der ikke kommer flere virale trends eller sider mod Dansk Folkeparti på Facebook.

“Hvis jeg lige pludselig holder op med at melde mig ind i Facebook-grupper, der vil sende Pia ud af landet, så vil alle de andre, som heller ikke kan lide Dansk Folkeparti, jo tænke ‘Hey, måske vil han stemme på Pia nu!’ Det er bare ikke fedt, vel? Specielt ikke, når man kun kender folk, som aldrig kunne drømme om at stemme på Dansk Folkeparti,” fortæller Peter, der har taget et sabbatår fra sit studie for at arbejde fuld tid for Dansk Flygtningehjælp.

Mister identitet
Da Peter Ravn bruger en stor del af sin fritid som frivillig arrangør af en fodboldturnering for uledsagede asylbørn i Sandholmlejren, skulle man tro, at hans venner næppe ville tvivle på oprigtigheden af hans uenighed med Pia Kjærsgaard.

Men for Peter stikker problemerne dybere end det.

“Hvis jeg ikke mindst én gang om dagen kan markere afsky for Pia Kjærsgaard, så er jeg bange for, at jeg simpelthen mister min identitet. Hvem er jeg så, og hvad mener jeg egentlig? Det er svært.”

Peter Ravn mener imidlertid ikke, hans synspunkter udelukkende er baseret på ensidig opposition til Dansk Folkeparti.

“Slet ikke. Jeg går ind for virkelig mange politiske ting,” siger Peter Ravn, der dog ikke vil udtrykke støtte til noget mere konkret end “alt det, som Pia Kjærsgaard er imod”.