“Det handler ikke om penge, men om at borgerne skal skamme sig,” lyder Aarhus Kommunes forklaring på, at man har afvist et tilbud om affaldsindsamling til en pris, der ligger langt under det, der fremgår af plakaterne for Ren By Aarhus-kampagnen.

Da René Bendiksen fra Højbjerg ved Aarhus mistede sit job som pedel, blev han som mange andre ledige sendt i aktivering på et jobsøgningskursus. Her mødte han ligesindede, der som han selv undrede sig over, at det skulle koste kommunen 10 kroner at fjerne et stykke tyggegummi og 2 kroner at samle en dåse op.

Derfor gik René og hans nye kammerater sammen om at lave et tilbud til kommunen. Så kunne de komme i gang igen, gøre en god gerning og hjælpe kommunen til en billigere drift.

Men hos Teknik og Miljø afviste man tilbuddet. Priserne på kampagneplakaterne skal nemlig slet ikke afspejle virkeligheden, forklarer kommunikationsmedarbejder Iben Kalmar:

“Vi har valgt at nævne priserne for at gøre det konkret og nærværende for borgerne, at det er fy-fy sådan at gå og smide affald på gaden. Men om det koster 5 eller 10 kroner at fjerne et stykke tyggegummi eller en smadret flaske er sådan set lige meget – det vigtigste er, at folk får dårlig samvittighed.”

Iben Kalmar erkender, at René Bendiksen og hans kammeraters tilbud er både bedre og billigere end kommunens nuværende affaldsløsning. Men hun understreger, at kommunen fastholder sin afvisning af tilbuddet.

“Det ville sende et helt forkert signal til borgerne, at vi fandt en billigere løsning. Det ville svare til, at vi sagde: ‘Svin I bare løs!’ – og så ville ingen jo skamme sig.”