En ung førstegangsvælger er dybt frustreret over, at han igen skal bøvle med stillingtagen og valgkamp om senest fire år. Ét valg må altså være nok, mener han.

Ricci Bjerg på 21 år var en glad mand, da han den 15. september forlod Aalborghallen efter at have afgivet sin stemme til folketingsvalget.

“Det var virkelig en lettelse bare at få overstået alt det med at udtænke en politisk holdning. Jeg stemte godt nok ikke på dem, der vandt, men udsigten til aldrig nogensinde igen at skulle se de uendelige tv-debatter, grimme valgplakater og smilende politikere på ethvert hovedstrøg – det var virkelig dejligt.”

Derfor blev Ricci slemt skuffet, da han efterfølgende opdagede, at valget ikke var en engangsforeteelse, men derimod vender tilbage med højst fire års mellemrum.

“Altså, vi har jo lige sagt, hvem vi vil have til at regere Danmark! Så giver det jo ingen mening, at vi skal gøre det igen. Det er altså helt vildt forvirrende. Man spørger jo heller ikke to gange om, hvad nogen vil spise til aftensmad, hvis de allerede har svaret. Desuden magter jeg simpelthen ikke tre uger til, hvor der kun er Henrik Qvortrup på TV 2 News,” siger Ricci, der mener, at systemet simpelthen er dårligt udtænkt.

Minder om rengøring
“Det her evige valghalløj minder jo om at gøre rent. Tre måneder efter, man har støvet af, så skal man fandeme starte forfra igen. Og hvem gider egentlig have et politisk system, der minder om rengøring?” spørger han retorisk.

Ricci skal dog ikke regne med politisk opbakning til sine synspunkter. Selvom RokokoPosten har talt med flere politikere, der ikke var afvisende over for at afskaffe valgene og indføre et mere permanent styre, ville ingen dog stå frem med navns nævnelse eller fremsætte et beslutningsforslag i folketingssalen.