Princippet om, at man skal være god ved sig selv, er en myte. Det viser ny forskning, der fraråder folk at holde ferie og i stedet arbejde 18 timer i døgnet.

Så er der godt nyt til storrygende topchefer med en arbejdsuge på over 80 timer. Ny forskning viser nemlig, at menneskekroppen har bedst af at blive presset til det yderste, og at dårlig, hensynsløs behandling af egen krop øger chancen for flere leveår.

”Udnyt din krop på det groveste. Det er lige så vigtigt som at trække vejret. For forkæler man sig selv for ofte, vil det få konsekvenser på længere sigt.”

Så kontant udtrykker senior partner i konsulentvirksomheden McKinsey, Johanne Holm, sig omkring det at tillade sig selv at indgå med hud og hår i hverdagens stress og jag og give sig selv mulighed for at droppe frokostpausen, kun sove et par timer hver nat eller for den sags skyld blot være tilgængelig for arbejdet 24 timer i døgnet.

Gerne trykken for brystet
Det er forsker Gill Roberts fra Research Institute of Healthy Living ved Harvard University, som har forestået undersøgelsen. Roberts’ resultater kan læses i oktober måneds udgave af det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet og giver et entydigt billede af, at selvforkælelse er fuldstændig yt – især hvis man er topchef.

Det kan Johanne Holm tale med om.

“Hvis ikke jeg har hjertebanken og trykken for brystet, når arbejdsdagen er omme, så ved jeg, at jeg ikke har brændt igennem som chef.”

RokokoPosten møder Johanne Holm på hendes kontor i hjertet af København. Mens vi taler, lyder en up tempo technosang i baggrunden. Belysningen er stroboskoplys som på et provinsdiskotek, askebægeret er ved at flyde over med cigaretskodder, og vi nipper til en kop stærk Nescafé uden mælk.

“Det er blevet en livsstil for mig at forsværge wellness-bølgen og alt det der selvforkælelsespladder. Nu bruger jeg kun de billigste barberskrabere og går i Sloggi-undertøj,” fastslår Johanne Holm, mens hun fortærer en muffin fra Lidl (discountkæde, red.).

Kun ferie hvert andet år
I Gill Roberts’ undersøgelse nævnes Indien og andre ikke-vestlige lande som foregangslande for en ny og forbedret måde at leve på. Inderne har fx længe undsagt selvforkælelsesbegrebet. Her arbejder man gerne 18 timer i døgnet alle ugens dage uden ret til ferie eller medarbejdergoder som massage og teambuildingdage, oplyser Gill Roberts. På den måde sikrer virksomheden sig motiverede medarbejdere, der ikke kunne drømme om at overspringshandle.

Den indiske arbejdsgang tjener som inspiration for Johanne Holm. Selv holder hun kun ferie hvert andet år.

”Det skylder man sig selv,” siger hun.