Efter at have mistet sin mand erklærer en kvinde fra Skive, at hun nu vil udleve sin drøm om en eneboertilværelse med pleje af bortløbne katte, som hun vil tale til med en sær og skinger stemme.

Ved en pressekonference fredag fortalte den 76-årige Sonja Iversen fra Skive, at hun i fremtiden kun ønsker katte i sin nærmeste omgangskreds. Hun tog beslutningen efter, at hendes mand gennem 54 år gik bort sidste måned.

“Hele mit liv har jeg kun levet for at opfylde min mands behov for aftensmad, sex og tosidig kommunikation. Der har aldrig været plads til mine behov. Eller de hundreder af søde, tavse og ikke-krævende misser, som jeg så gerne vil vise omsorg.”

Sonja Iversen forklarede også, at hun altid har været draget mod kattekvindeuniverset.

“Hver gang, jeg har set sære ældre damer gå rundt med store mængder Whiskas og pibe ‘her kisser, kisser’ mod buske og krat, har jeg tænkt: ‘Bare det var mig’. Nu har jeg så endelig chancen for at leve drømmen.”

Derfor vil Sonja Iversen fremover kun bevæge sig udenfor på aparte tidspunkter og så vidt muligt sky menneskelig kontakt. På sigt håber hun også, at dette – kombineret med en skinger og underlig stemmeføring – kan give hende et ry blandt lokale børn som nabolagets heks.