Jysk succes med messecenter og Graceland samt udsigt til supersygehus er mere, end københavnerne kan bære. Nu opruster hovedstadens borgerrepræsentation med nyt slogan og bygger gigantstadion på Bornholm. Dermed fordrives øens beboere og tvinges i københavnsk eksil.

Den midtjyske hedes entreprenører har succes. Superstjerner som Lady Gaga, Britney Spears og Bob Dylan strømmer til både Horsens og Herning for at optræde. Oven i det har jyderne skabt Graceland i Randers, hvor man desuden kan besøge en regnskov – og snart får jyderne også et supersygehus. Københavns kulturborgmester, Pia Allerslev (V), vil nu bygge et gigantstadion på Bornholm.

Mindreværd har intet på sig
Pia Allerslev byder indenfor på sit kontor på Rådhuset. På skrivebordet ligger en artikel med overskriften “Jyske Bank BOXEN har stor succes”. Hun gemmer den hurtigt væk og smiler stift.

“Ja, de har da succes. Men nu får vi jo et gigantstadion med plads til 200.000 mennesker. Ved du, at det er det dobbelte af, hvad Wembley Stadium i London kan rumme?” spørger kulturborgmesteren.

Allerslev har udskiftet danseskoene med spenderbukserne. Efter, at hun blev stemt ud af programmet Vild med dans, har hun haft travlt i borgerrepræsentationen. Planerne om at bygge en københavnsk multiarena i Ørestad er ændret.

“Vi har droppet at bygge en arena i Ørestad og fandt i stedet en stor grøn mark på Bornholm. Det skaber jo nogle udfordringer, fordi der bor folk – og så er projektet ikke helt finansieret. Men hey, ‘you gotta spend money to make money’,” fastslår Allerslev.

Konfronteret med det faktum, at det nye gigantstadion tvinger bornholmere i eksil, trækker Allerslev på skuldrene.

“Jamen, vi genhuser dem jo lige her i byernes by: København. De kan da ikke få det bedre.”

Den jyske succes med kulturarrangementer i Messecenter Herning og Horsens Ny Teater har intet med det ufinansierede bygningsværk at gøre, forklarer Allerslev. Og da ord som jydekompleks og mindreværd kommer på banen, slår hun en høj latter op.

“Det er sjovt, du siger det, for det er jo en nærliggende tanke, men nej. Her i hovedstaden føler vi os på ingen måde underlegne i forhold til jyderne, så det har intet på sig.”

På vej ud af Rådhuset forklarer Allerslev, at det nye stadion kommer til at dække 400 af Bornholms i alt 588 km2 og bliver dermed meget større end Messecenter Herning.

Jyderne stjal idé om nyt slogan
Ifølge Simon Strange, medlem af borgerrepræsentationen, har københavnerne alle de gode idéer – og en af de bedste blev tyvstjålet af aarhusianerne.

“Det var jo os, der fik idéen til et nyt slogan først. Vi var bare mere kritiske over for de engelske konsulentfirmaer, der fik opgaven, og derfor trak det ud,” forklarer Simon Strange, inden han afslører, at hovedstadens nye slogan nu er fundet.

“Vi faldt for ‘Copenhagen – the best and most amazing, fantastic and heavenly city in the universe since Adam and Eve’.”

På gaden møder vores udsendte Jasper Holger på 28, der er begejstret over nyheden om nyt stadion og slogan. Han virker til gengæld ikke begejstret for Jylland, hvor han aldrig har været, fordi han fra en vens kusines brors veninde ved, at “der stinker af kolort og mangler asfalt på vejene”.

”Nogle gange går vi rundt og tror, at vi ikke kan blive mere smarte, selvfede og navlebeskuende, men slogan og gigantstadion viser, at det kan vi heldigvis godt,” jubler han lettet.