Foto: udsnit af Skolen i Athen, Rafael

Foto: udsnit af Skolen i Athen, Rafael

Antikkens store tænkere skælder ud på Grækenlands nulevende borgere. “Vi udviklede demokrati og logisk tænkning, og I kan knap nok finde ud af at være medlem af EU,” lyder det fra Platon, Aristoteles og andre fra det græske hinsides.

Meget skal der til, før metafysikkens fader og dydsetikkens forsvarer, Aristoteles, rejser sig fra sit behagelige leje i Elysium, paradiset i græsk mytologi. Det skete sidst i 2004, da Grækenland vandt EM i fodbold, men denne gang er anledningen anderledes trist.

“Jeg er så fucking pinligt berørt over mine landsmænd,” raser Aristoteles til lyrespillernes forbavselse. Druer fyger omkring ham, mens han fortsætter.

“Dengang var vi ligesom nogle, der gjorde en indsats. Ikke for at blære mig, men jeg har da fx haft 2000 års indflydelse på moralfilosofi, teologi og, ja, de fleste andre akademiske discipliner. I kan så knap nok finde ud af at være medlem af EU. Skidegodt,” lyder det fra filosoffen, mens han spydigt rækker to tommelfingre i vejret.

Grækenland tåger rundt
Også Aristoteles’ læremester, Platon, er oprevet over Grækenlands økonomiske situation, og det endda i så høj grad, at han næsten fortryder at have været med til at skabe civilisationens vugge.

“Hvad nytter det, når efterkommerne alligevel ikke kan stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele. Vi gav jer de bedste forudsætninger, vi holdt barbarerne fra døren og byggede pissefede søjler. Hvad laver I? Tåger rundt i manegen med Angela Merkel og Sarkozy i hælene. Disappointed!” råber filosoffen, før han sammen med Sokrates og fysikeren Demokrit begynder at remse lande op, der trods en uheldig fortid og et ringe udgangspunkt alligevel klarer sig fint.

“Finland: Iskoldt og fuld af knive, men dog har de Nokia. Tyskland: Kedeligt og fuld af Hitler, alligevel kom de nogenlunde over krisen. Italien? Tja…”

Pinligt at møde Cicero
Her stopper Demokrit og skæver til Sokrates.

“Det er egentlig fint, at de gamle romere har deres egen sektion af dødsriget,” siger den sokratiske metodes opfinder efter en pause.

“For lidt siden kom Cicero herud ved en fejltagelse, og jeg var sådan lidt ‘Nå, hvordan går det så i Rom? Han kører med gældsklatten, gamle Silvio, hva?’, og så var Cicero sådan lidt ‘Øh, ja, sjovt, hvordan går det med at hæve pensionsalderen i Grækenland – til 50 år!’. Så det kan hurtigt blive akavet,” siger Sokrates.

Han håber, at Grækenlands nye samlingsregering kan få styr på landet og forholdet til EU.

“Ellers skrider mig og Aristo til et andet dødsrige. Er det ikke noget med, at Valhal har tilbud på svinekød?”