De nye afgifter på usunde fødevarer har tvunget de zoologiske haver til at tænke nyt: Nu skal dyrene spise frisk vegetarmad, droppe smøgerne og erstatte insektføde med soja og fitness. Det har givet gladere og mere energiske dyr i Aalborg Zoo.
Grundet de nye fødevareafgifter har Aalborg Zoo været gennem en større omlægning af budgetterne for 2012. Med de nye afgifter var det nemlig pludselig svært at afse midler til den planlagte ombygning af rovdyranlægget. Det fortæller direktør for Aalborg Zoo, Johan Sørensen.
“Vi kunne ganske enkelt se, at vores rovdyr ville komme til at spise kød for hver en krone i budgettet. Så vi stod med valget mellem at lade dyrene sulte eller at give dem større bevægelsesfrihed,” siger Johan Sørensen.
Aalborg Zoo søgte derfor i første omgang regeringen om at få maden til havens dyr undtaget for de nye afgifter. Dette blev pure afvist af sundhedsminister Astrid Krag (SF).
“De nye afgifter rammer i forvejen de dårligst bemidlede i samfundet, så hvorfor ikke også løver?” lød svaret til Aalborg Zoo.
Nye tanker om rovdyrmad
Efter regeringens afvisning måtte Aalborg Zoos ledelse i tænkeboks. Kunne man finde en måde at sikre dyrenes kost og samtidig have midler til at gennemføre den planlagte ombygning?
“Det var en nyansat dyrepasser, der pludselig fik os til at se problematikken i et nyt lys: Det handlede ganske enkelt om at tænke helt nye tanker om maden til havens dyr,” fortæller Johan Sørensen.
Det betyder, at havens rovdyr i dag har en ugentlig vegetardag og to dage med frisk fisk. Desuden får de masser af grøntsager. Hermed har man både sparet masser af penge og fået langt mere veloplagte dyr.
“Når der kommer en dyrepasser ind til løverne, kommer de straks springende, hvor de tidligere ofte bare lå og gabte dovent,” siger Johan Sørensen og fortæller, at opdagelserne betød, at man nu har revideret foderplanerne for hele haven:
“Myreslugerne får nu soja i stedet for myrer, slangerne bliver fodret med alt fra cherrytomater til græskar, og tigerne får grøntsagssuppe og hjemmebagt brød. Også de dyr, som i forvejen ikke spiste kød, har fået gavn af de nye planer. De nye punktafgifter på tobak har eksempelvis betydet, at vores store chimpanse nu har fået nikotinplaster, hvor den før røg pibe. Det betyder, at den ikke hoster så meget om morgenen.”
Underskud vendt til overskud
De nye tanker om foder har ikke alene hjulpet på dyrenes humør og helbred, de har faktisk vendt Aalborg Zoos budget fra underskud til overskud. Det er sket, fordi den nye mad har vist sig at være billigere, end den gamle mad var før afgifterne.
Så nu er byggeriet af rovdyranlægget i gang igen – samtidig med at de ekstra midler har givet rum til nye tanker.
“For de sparede penge har vi besluttet at indrette et fitnesscenter i det nye rovdyranlæg,” afslører Johan Sørensen.
“Her vil tigerne eksempelvis have mulighed for at træne nakke- og rygmuskler effektivt, hvor de i deres normale færden primært træner ben- og kæbemusklerne.”
Ledelsen i Aalborg Zoo glæder sig til at kunne måle resultaterne af fitnessanlægget og har allerede nu planer om også at installere fitnessanlæg hos havens andre dyr. Især vurderer man, at dovendyrene vil have glæde af et løbebånd.