En dansk kunstner opfordrer i ny udstilling til mere konsumerisme og mindre fællesskab.

Kunstneren Ivar Bjørnholm viser rundt på Sorø Kunstmuseum, hvor hans udstilling “Unconsumed collective decay” vises indtil udgangen af december. Bjørnholms værker består af rå, nonfigurative jernskulpturer, som ifølge kunstneren skal tolkes som en kritik af danskernes underforbrug og foruroligende indbyrdes solidaritet.

“Jeg tror, at rigtig mange er mere optagede af fællesskabet, end de er af at købe ting til sig selv. Tit oplever jeg folk, som kun køber én bil, selvom de har råd til to. Så skal man høre på deres klichéer om finanskrise, eller hvordan de kun kan køre i én bil ad gangen. Det er forstemmende, men nok desværre typisk for den danske nationalkarakter,” siger kunstneren.

Bruger for meget tid på de nærmeste
Ivar Bjørnholm forklarer, at hans kunst skal fungere som et wake-up call til danskerne, som ifølge ham har været overdrevent optaget af andre mennesker alt for længe.

“Mit håb er, at jeg kan få folk til at standse op og tænke på, om de ikke bruger for meget tid på deres nærmeste. Var det ikke bedre, om de gik ud og forkælede sig selv med en solospabehandling eller nyt tøj frem for at besøge bedsteforældrene på plejehjemmet eller engagere sig i forbrugsløst frivilligt arbejde?” spørger han retorisk.

Selvom udstillingen på Sorø Kunstmuseum kun lige er åbnet, er Ivar Bjørnholm allerede i gang med at forberede den næste. Ifølge kunstneren bliver der her tale om en abstrakt hyldest til den tidligere amerikanske vicepræsident Dick Cheney udført i flamingo og bølgepap.