Sporten kaninhop er blevet en verdensomspændende trend. Den gør mennesker lykkelige, siger filosoffer og kalder sporten for ”det ultimative mål for vores eksistens”.

Når den 45-årige eksportingeniør Lars-Henrik Holm fra Næstved ser sin kanin Berit K. hoppe over endnu en forhindring, bliver han varm og glad indeni. Derfor træner han med Berit seks dage om ugen.

Og Lars-Henrik er ikke alene. Fra Guatemala til Gudhjem går kaninhop sin sejrsgang. I øjeblikket overhaler sporten både de populære iPhone-spil Wordfeud og Angry Birds, fitnesstrenden CrossFit og Occupy-bevægelsen i popularitet. Det viser flere målinger, som det globale analyseinstitut Nielsen har foretaget.

Transcenderer alle verdslige hensyn
I den anerkendte sammenslutning af filosoffer, American Philosophical Association, er man ikke overrasket over, at kaninhop er blevet så stort et fænomen. Ikke siden stavgang og zumba har verdens befolkning været så meget i fred med sig selv, fortæller sammenslutningens formand John Sumners, og det med god grund:

”Filosoffer har gennem historien be­tragtet kaninhop som det ultimative mål for vor eksistens. Den græske filosof Aristoteles sagde allerede længe før vor tidsregning: ‘Kaninhop er så vigtigt, at det transcenderer alle andre verdslige hensyn’,” siger Sumners.

”Kaninhop er en sjov og spændende sport, hvor kanin og ejer får et tæt forhold til hinanden. Kaninerne elsker at hoppe og motionere, og deres ejere bliver mere lykkelige af det. Sporten er velegnet til at fjerne fokus fra en ustabil verden med en ustabil økonomi,” lyder det fra formanden.

Kaninhop for alle
Trenden betyder kronede dage for verdens kaninavlere, som melder om udsolgt. Også i Danmark, hvor Nina Pedersen, direktør i kæden ZooCity, oplyser, at kunderne spænder fra småbørn til unge par og pensionister.

Ifølge Nina Pedersen er kundegruppen så bred, fordi kaninhop er en sport, hvor alle kan være med. Det eneste, det gælder om, er at få kaninen til at hoppe over en serie af forhindringer med færrest nedrivninger på den hurtigst mulige tid.

Hjemme i Næstved er Lars-Henrik Holm ikke i tvivl om, hvad der får ham til at blive ved med sporten.

”Når jeg ser Berit K. hoppe, føler jeg mig i perfekt harmoni med mine omgivelser, og det gør mig i stand til at være en bedre mand over for min kone, en bedre kollega på min arbejdsplads og en bedre far for mine to døtre,” siger Lars-Henrik Holm.