Foto: Karsten Nonbo, Ft.dk

Det hele er en uheldig misforståelse. Det forklarer Karsten Nonbo efter, at han blev beskyldt for antidemokratiske synspunkter. I virkeligheden vil han blot forhindre kriminalitet ved at anvende magt over for folk, der ikke bliver derhjemme.

”Haha, ja, jeg kan godt se, at det lyder fjollet nu,” griner den sydsjællandske kriminalassistent og folketingspolitiker, som RokokoPosten har sat stævne i det indre København.

”Det lyder som om, jeg mener, at anholdelsen er i orden, alene fordi de her folk gik i en demonstration.”

Nonbo tænker sig lidt om, inden han fortsætter:

”Det, jeg mente, var bare, at alle almindelige mennesker er potentielle forbrydere. Det gælder også for demonstranterne. Og potentielle forbrydere kan vi lige så godt få ram på først som sidst. Det gælder egentlig bare om at være på forkant med situationen,” forklarer Nonbo.

Stenkast som kriminalpræventivt værktøj
Mens RokokoPostens udsendte streger alle de øvrige spørgsmål fra blokken, finder Nonbo en middelstor sten i sin taske. Efter at have vejet den i hånden et par gange kaster han den med usvigelig præcision i hovedet på en ung mand, der cykler over Knippelsbro.

”Du kan på ingen måde udelukke, at han var på vej ud for at begå massevoldtægt,” siger Karsten Nonbo tankefuldt, mens han finder endnu en sten i tasken.

Denne gang rammer han en yngre kvinde på en ladcykel med et barn foran.

”Hun kunne når som helst have udviklet sig til en butikstyv, og i teorien kunne hun være på vej hjem for at hæve uberettigede børnepenge,” kommenterer Nonbo, som allerede har tredje sten klar.

Den rammer en ældre herre med stok, der nu ligger på den kolde asfalt og bløder fra hovedet.

”…og der reddede jeg nok Hotel Radisson Blu Royal fra at blive sprængt i luften. But where’s my parade? Jeg gør bare mit for at uskadeliggøre de stjernepsykopater, der ikke er lovlydige nok til at blive hjemme,”  siger Nonbo med et forsmået smil, før han hanker op i sin meget tunge rygsæk og begiver sig fløjtende mod den trafikerede Knippelsbro.