Robin Hood protesterer mod, at han uretmæssigt bliver fremstillet som fortaler for omfordeling fra rige til fattige. Sagnfiguren erklærer nu, at han i virkeligheden var skattenægter, der kun gav borgerne deres egne penge tilbage.

Mange på venstrefløjen fremhæver den legendariske Robin Hood som en, der tog fra de rige og gav til de fattige, og som derfor er et tidligt eksempel på solidarisk omfordeling. Men sagnfiguren står nu frem og hævder, at der er tale om en misforståelse, idet han i virkeligheden er feudalkapitalist.

“Jeg ‘gav’ ikke de riges penge til de fattige. Folk var fattige, fordi staten beskattede dem. Jeg og mine lystige svende stjal bare folks egne skattekroner tilbage fra statsmagten. Min svorne fjende, Prins John, var den virkelige tilhænger af velfærdstænkning,” siger Robin Hood og peger på, at Prins John indførte en tidlig udgave af moms og indkomstskat.

“Derfor er det simpelthen en hån mod mit feudalkapitalistiske verdenssyn, når nogen taler om en ‘Robin Hood-skat’. Jeg overfaldt jo skatteindkræverne!” siger bueskytten fra Sherwood indigneret.

Den højmiddelalderlige sagnhelt peger også på, at middelalderens samfund generelt fungerede rigtig godt, inden Prins John kom til. Det frie marked sikrede, at borgerne ikke blev gjort til umyndiggjorte velfærdsklienter, men derimod frie og selvstændige individer, der helt selv kunne vælge at blive forarmede bønder ligesom alle deres forfædre.

Imidlertid har RokokoPosten også talt med Prins John, der blankt afviser Robin Hoods anklager om at ville skabe en slags middelalderlig socialstat.

“Selvfølgelig ville jeg ikke omfordele til fordel for de fattige. Alle skattekronerne gik til militærkampagner i Nordfrankrig og en lille gruppe depraverede adelsmænds groteske overforbrug,” siger den tidligere konge og fremhæver, at selv ikke den mindste smule af de indkrævede skattekroner nogensinde kom en ikke-adelig til gode.