Mere end et halvt århundredes søgen er slut. RokokoPosten har fundet Godot. Han sad under et træ i en trøstesløs flække lidt uden for Udkantseuropa.

“Nå, der er du,” siger Godot, idet jeg, RokokoPostens udsendte, træder frem mod ham.

“Hvorfor kommer du først nu?”

“Du har været væk længe,” svarer jeg.

“Vladimir og Estragon ventede på dig. Hvorfor kom du aldrig?”

“Jeg troede, det var tirsdag,” forklarer han (indforstået, med en sigende mine, red.).

Jeg køber ikke forklaringen. Hvorfor sendte han så drengen ud for at sige, at han ville komme næste dag?

“Drengen lyver. Jeg slog aldrig hans bror. Jeg ville heller aldrig komme næste dag. Jeg ville komme den rigtige dag. Som sagt troede jeg, det var tirsdag. Og nu går jeg!”

Godot bliver siddende.

Han mumler tankefuldt hen for sig. Om sneen, der aldrig falder på disse kanter. Og dårlig ånde. Og ildelugtende fødder.

Jeg får ikke lov at fotografere ham. I stedet peger han på det træ, han sidder under, og lader mig forstå, at hér har han hele tiden været.

(Pause, lyden af stilhed – så lyden af tungt, rytmisk åndedræt og dødt træ, der knirker i vinden, red.)

Godot siger ikke mere. Men jeg fik mit svar. Et af tilværelsens store mysterier er løst.

Jeg fandt Godot.