Skamros for sin film om Hvidstengruppen fra Dansk Folkepartis Søren Krarup var mere, end Anne-Grethe Bjarup Riis kunne holde til. Instruktørens hoved er eksploderet.

”En fremragende film. Ægte og troværdig i enhver sammenhæng. Helt uden falsk patos”. Sådan beskrev forhenværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Søren Krarup, Bjarup Riis’ nye film om Hvidstengruppen i en kommentar i Berlingske.

Desværre tyder alt på, at roserne fra den yderste højrefløj var mere, end Anne-Grethe Bjarup Riis’ selvforståelse kunne holde til. Instruktørens hoved eksploderede natten til fredag i lejligheden på Østerbro. En chokeret overbo fortæller om den triste hændelse:

Forfærdeligt fund
”Klokken er omkring 01.30, da jeg vågner ved et enormt brag nede fra Anne-Grethes lejlighed. Min første tanke er, at noget er sprunget i luften,” fortæller Hans Clemmesen.

Hans styrter bekymret ned til sin kendte underbo. Han kalder først ind ad brevsprækken. Intet svar. Han tager i døren. Den går op. Hans går ind.

I sofaen sidder Anne-Grethe Bjarup Riis. Hovedløs og med tirsdagens udgave af Berlingske i hænderne.

”D-d-der er blod overalt på væggen bag hende. Jeg forstår intet. Det ligner en eksplosion. Forfærdeligt,” fortæller den chokerede overbo.

Erik Clausen frygter for sit liv
Resultaterne fra obduktionen har bekræftet Hans Clemmesens mistanke om en eksplosion.

”Nu giver det mere mening,” siger overboen.

“Anne-Grethe har aldrig været rigtig glad for Dansk Folkeparti, og jeg tror simpelthen, at de mange roser fra Krarup har været for meget for hendes selvforståelse. Hun må have været så dybt rystet i sin grundvold, at hovedet simpelthen er sprængt.”

 

Efter hændelsen har filminstruktøren Erik Clausen skrevet følgende på sin Twitter-profil: “Mine tanker går til Anne-Grethe og hendes nærmeste. Om få uger er min nye film færdigklippet og får premiere. Jeg frygter for mit liv.”