Noa Redington, særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, svarer igen på kritikken rettet mod ham ved at fyre sin politiker med øjeblikkelig varsel. Hendes inkompetence er problemet, ikke mig, udtaler Redington.
For nylig udtalte en række unavngivne socialdemokratiske medlemmer af Folketinget, at Helle Thorning-Schmidts negative meningsmålinger og manglende dagsorden var hendes spindoktor, Noa Redingtons, skyld. Redingtons svar er nu offentliggjort i form af en fyreseddel, der gælder fra i dag kl.08.00. Til statsministeren.
“Selvfølgelig var det en kedelig beslutning, for jeg har jo været hendes rådgiver siden 2008. Men dengang var hendes arbejdsopgaver helt anderledes end i dag, hvor hun lige pludselig står og skal styre landet. Der må jeg erkende, at en ny minister er nødvendig,” forklarer Redington og tilføjer, at politiske rådgivere fra hele det politiske spektrum har støttet op om hans fyring.
“De forstod mig godt, både Thomas og Henrik (Sæhl og Kjerrumgaard, rådgivere for henholdsvis Villy Søvndal og Margrethe Vestager, red.), og jeg ved, at de selv har leget med tanken om at gøre det samme med Villy.”
Søg den ledige stilling fra i dag
Noa Redingtons beslutning betyder, at landet nu reelt står uden statsminister. Men det skal der naturligvis rettes op på, forsikrer rådgiveren.
“Ansøgere til den ledige stilling kan henvende sig fra i dag. Jeg og min stab søger en frisk og fleksibel minister m/k, der ikke er bange for at tage ansvar, men overordnet set er indstillet på at følge den linje, der bliver lagt fra ledelsens side,” forklarer Redington og opfordrer til, at alle ansøgninger sendes til folketinget@ft.dk med vedhæftet CV.