Flere i regeringspartiet SF fik en gevaldig forskrækkelse i går, da det kom frem, at en kandidat til partiets post som næstformand ser ud til at have socialistiske holdninger inspireret af Karl Marx.

Ledende medlemmer af SF kritiserer nu, at Mattias Tesfaye, der er kandidat til partiets post som næstformand, angiveligt har fremsat socialistiske synspunkter, der er i lodret modstrid med SF’s førte politik.

Det sker efter, at det er kommet frem, at Mattias Tesfaye engang skrev, at “udgangspunktet for alt politisk arbejde er at sikre arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår.”

Det har imidlertid fået Pernille Frahm (SF) op af stolen.

“Citatet viser jo tydeligt, at Tesfaye på uhyggelig vis vil fremme arbejderklassens interesser. Det har intet med SF’s politik at gøre,” raser Pernille Frahm og tilføjer:

“Hvis det er socialisme, man er ude efter, skal man ikke melde sig ind i SF!”

Ikke klassekamp, men klassernes time
SF’s gruppeformand Pernille Vigsø Bagge mener også, at klassekamp er et forældet begreb og peger på, at mange arbejdere desværre er ude af trit med den moderne venstrefløj; et emne, som RokokoPosten også tidligere har skrevet om. I stedet mener Vigsø Bagge, at SF skal være fortaler for tolerance klasserne imellem.

“Jeg vil godt understrege, at klassekamp absolut ikke er noget, vi tror på i SF. Vi går derimod ind for, at man opretter en ugentlig klassernes time, hvor man kan indgå i en frugtbar dialog og skiftes til at have kage med,” siger hun og fortsætter:

“Når vi SF’ere siger, at revolutionen ikke er noget teselskab, skal det forstås helt bogstaveligt. Det er mere noget med brunsviger og økologisk saftevand,” forklarer Pernille Vigsø Bagge.

Adspurgt, om der ikke er indtil flere højtplacerede SF’ere, der er fortalere for klassekamp, svarer hun afvisende.

“Ole Sohn var måske engang, men i dag skovler han jo penge ind på sit forlag på fuldt kapitalistiske markedsvilkår. Du skal altså ikke skrive, at jeg har sagt det, men flere har set Ole iført høj hat og med en ikke-cubansk cigar i private sammenhænge,” slutter Pernille Vigsø Bagge.