RokokoPosten har været i arkivet og bringer en artikel fra et ubestemmeligt tidspunkt adskillige årtusinder før vor tidsregning. Oprindeligt blev artiklen bragt i tidsskriftet Protoindoeuropæisk Immigranttidende, der var en tidlig forgænger for RokokoPosten.

Foto: mircea_rub, Freeimages.com

Foto: mircea_rub, Freeimages.com

Mens flertallet af en samling folkevandrere bosætter sig ved Middelhavets lune bredder, vil en udbrydergruppe i stedet krydse Alperne og drage længere nordpå i deres søgen efter et mørkere, koldere og mere fugtigt klima.

De fleste folkevandrere havde ellers besluttet sig for at bosætte sig langs solbeskinnede kyster. Men en utilfreds og lettere depressiv minoritetsgruppe vil i stedet søge mod nord, hvor de håber, at levevilkårene er mere menneskefjendske.

Udbrydergruppen har derfor bestemt sig for at krydse en sneklædt og uvejsom bjergkæde, som står i vejen for deres drømme om et liv i dystrere egne.

“Vi tror, at der er et stort potentiale i Norden. Så vidt vi kan forstå, er det først for nylig blevet isfrit,” siger den 24-årige Abmū, der er talsmand for udbrydergruppen.

Ønsker efterårsvejr det meste af året
“Det frodige og varme middelhavsklima med dets væld af frugt og druer er bare ikke rigtig os. Hvis vi kunne finde et sted, hvor der er en slags regnfuldt og halvkoldt efterårs- og forårsvejr hovedparten af året og helst også pænt mørkt, ville det være optimalt,” fortæller han.

Gruppen planlægger at vandre nordpå inden længe og har store forhåbninger til deres fremtidige liv.

“Forhåbentlig kan vi med tiden udvikle os til et neurotisk og indesluttet folkefærd, der til gengæld går helt amok i de få dage, hvor temperaturen sniger sig op over 15 grader,” afslutter Abmū optimistisk.