Der var jubel, da medicinske forskere fra hele verden mødtes til konference i Paris. I alt blev der nemlig fremlagt hele syv nye opdagelser af ting, man kan dø af. Og det er godt for medieomtalen, udtaler talsmand for medicinerne.

Den prestigefyldte konference, Conference for observations of New Terminal Diseases and their causes (CoNTDc), er netop overstået. Tre intense dage i Paris bød på spændende nyt om dødsårsager, og til både deltagere og arrangørers store jubel blev der præsenteret hele syv spritnye fund af ting, som forårsager død eller i det mindste særdeles alvorlig sygdom.

Det er godt, mener Patrick Tidings fra The University of Edinburgh. Han er professor i medicin og talsperson for det forskerteam, der gennem mere end et årti har afviklet CoNTDc.

“Folk er jo helt vilde med at finde ud af, at der er mere, de kan dø af, end de vidste i forvejen, så det er meget positivt, at vi i år havde hele syv nye ting på programmet,” udtaler professor Tidings.

Seks spændende hemmeligheder
Patrick Tidings vil kun afsløre en af de syv ting, forskerne har fundet frem til: En svampespore, som er konstateret i en lang række sojaprodukter, og som især for undervægtige mennesker og diabetikere sandsynligvis er dødbringende, hvis den indtages i en mængde, der overstiger en kvart promille af personens vægt.

De resterende seks nye ting, man kan dø af, er indtil videre hemmelige for medierne og den almindelige befolkning.

“Vi mister jo lynhurtigt mediernes opmærksomhed, hvis vi afslører alle syv ting på én gang,” forklarer Patrick Tidings, der dog fortæller, at konferencens PR-gruppe har planlagt at afsløre cirka én ny ting om måneden, sådan at den sidste kan offentliggøres lige inden jul.

“Og den er netop relateret til noget, som de fleste mennesker i den vestlige verden benytter sig af i juletiden – så det bliver en spændende juleoverraskelse,” siger han begejstret.