Med sit 12. album, MDNA, har Madonna ramt plet og vundet de ældres hjerter. På amerikanske plejehjem opfattes popdronningen som et purungt ikon, der er sexet uden at være hverken pinlig eller desperat.

“Det er skønt, at en ung pige som Madonna baner vejen for de ældre generationer og får os til at genopdage vores seksualitet. Havde det ikke været for Madge (Madonna, red.), havde jeg aldrig turdet smide mit brokbind,” lyder det forpustet fra Gertrude Brooks på 84, mens hun klapper hænderne over hovedet i takt til tonerne af singlen “Give Me All Your Love” – hendes favoritnummer fra Madonnas nye album, MDNA.

Ung med de gamle
Gertrude Brooks har set musikvideoen over 50 gange og er blot én af de 600.000 fans på 65 og derover, der har købt MDNA i USA.

På Green Bay Nursing Home i Floridas hovedstad, Tallahassee, hvor Gertrude Brooks bor, er kvinderne især inspirerede af popdivaens stil:

“Hun klæ’r sig meget eventyrlystent, vil jeg sige, og får mig til at trække i både fiskenetstrømper og korset igen. Det var også vældig moderne under krigen,” fortæller Gertrudes veninde, Norma Walters, på 86.

Madonna holder sig utrolig godt
Men det er ikke kun popdronningens musik og sexede stil, der begejstrer Gertrude og de tusinder af andre beboere rundt om på de amerikanske plejehjem.

“Nu er 53 jo en ung alder, men jeg synes, det er utroligt, så godt hun holder sig. Hun har sin ungpigefigur i behold og slet ingen rynker. Det er næsten som om, hun aldrig ældes,” forklarer en anden af beboerne, Eileen Baker, fuld af beundring.

På Green Bay er Madonna altså både sexikon og inspirationskilde. Men hvad synes beboerne om provokatøren Madonna, der både er kendt for at brænde kors af i sine musikvideoer, og som senest har opfordret sit publikum til at tage syntetiske stoffer som ecstasy under en koncert i Miami.

“Man skal jo huske på, at hun ikke er så gammel. Unge mennesker har det med at være lidt dristige – det er vel bare en form for ungdomsoprør,” lyder det fra Eileen.