Tove Pedersen fra Horsens ved da godt, at det egentlig ikke kommer hende ved. Hun er sådan set også fuldstændig ligeglad. “Jeg siger det bare,” udtaler den 56-årige kvinde.

Det er slet ikke, fordi pædagog Tove Pedersen vil blande sig. For hun er da udmærket godt klar over, at det ikke kommer hende ved. Og da hun jo er meget tolerant, må folk da for hendes skyld gøre, hvad de vil.

“Det er slet ikke fordi, jeg vil blande mig,” bedyrer Tove og fastslår, at hun da også bare siger det.

For selvom hun bestemt ikke kan forestille sig, at hun er den eneste, der undrer sig, så er det jo et frit land, vi lever i, og det er da nok også bare hende, der ikke forstår sig på den slags.

Med andre ord er det ikke ligefrem fordi, hun decideret har noget imod det. Og så er det vel også bare sådan, det nu engang må være.

“Sådan er der jo så meget,” forklarer hun.

Dertil kommer, at der jo også er forskel på folk. Og det er da nok også bedst sådan.

“Og der skal jo være plads til os alle sammen,” siger hun og reflekterer videre:

“Det ville da også være kedeligt, hvis vi alle sammen var ens.”