Foto: Tim Bartel, Wikimedia Commons

Foto: Tim Bartel, Wikimedia Commons

Flere helt unge politikere har måttet opsøge Folketingets psykologiske ambulatorium efter, de har opdaget, at der findes en verden uden for Christiansborg, Bruxelles og Strasbourg.

Arbejdspresset i Folketingets psykologiske ambulatorium, FOPAR, er steget voldsomt. Det sker ifølge chefpsykolog, Sofie Touborg, efter, at flere især meget unge politikere har opdaget, at der findes en verden uden for Borgen.

”Det har for mange af dem, især i denne EU-formandstid, været en særdeles rystende oplevelse at opdage, at der findes mennesker uden for Christiansborg, Bruxelles og Strasbourg. Og vi har nærmest måttet arbejde i døgndrift for at følge med indtoget af ramte unge politikere,” siger chefpsykologen, der af samme grund har neddroslet aktiviteterne i sin privatklinik betydeligt.

Ramt af normativ virkelighedsfortrængning
Ifølge chefpsykologen er prognosen relativt god for de ramte politikere, der for hovedpartens vedkommende bliver diagnosticeret med normativ virkelighedsfortrænging. Men omfanget er problematisk.

”Det er jo ikke første gang i verdenshistorien, at en politiker fortrænger virkeligheden, og vi har faktisk en ret betydelig klinisk erfaring at trække på. Men det rører ikke ved det faktum, at vi står med en endog ganske betydelig mængde højspændte sager lige nu,” siger Sofie Touborg.

Hun har derfor anbefalet flere af de unge politikere at søge orlov fra Folketingets arbejde.

Rummel i hovedet
”Jeg må indrømme, at jeg blev noget chokeret, da jeg opdagede, at der var en verden uden for Christiansborg. Og det forklarer også al den rummel, som jeg hidtil har troet, var skingre stemmer i mit hoved,” forklarer Rosa Lund fra Enhedslisten, og Jeppe Mikkelsen fra Radikale Venstre supplerer:

”Det er en helt ny situation, at vi skal forholde os til virkeligheden, og jeg tror faktisk ikke helt, at det er foreneligt med vores almindelige arbejde på Christiansborg.”

Venstres Mads Rørvig udtrykker det som en snigende ubehagelig følelse af ikke at være helt alene i verden.

”Jeg mener, jeg ved jo godt, at der er mennesker hjemme i Viborg, men de er jo så langt væk. Og ude af øje, ude af sind,” siger han og har som Rosa Lund og Jeppe Mikkelsen fulgt chefpsykologens råd om at søge orlov.

Et enigt Folketing har bevilget 22 af de helt unge politikere samt Birthe Rønn Hornbech (V) 24 måneders orlov.