Det er ikke for at være besværlige, at hærdede massemordere som Mladic og Mubarak altid bliver syge kort før deres rettergang. Diktatur og etnisk udrensning har faktisk triste konsekvenser for fysikken, viser ny forskning.

Ord som ‘krigsforbryder’, ‘civildrab’ og ‘Haag’ kan være nok til at fremprovokere stærke symptomatiske lidelser hos krigsforbrydere og andre kriminelle i den tungere ende af skalaen. Den serbiske forsker Dorovan Labovic har netop afsluttet et medicinsk forskningsprojekt, der beviser, at mere alvorlige lovovertrædelser som folkedrab og etnisk udrensning har alvorlige helbredsmæssige konsekvenser – også for den, der udfører handlingen.

Retssale og lovsamlinger fremprovokerer symptomer
”Jeg kan ikke forklare det, men blot konstatere, at der sker en kemisk reaktion i kroppen. Den lukker ganske enkelt ned, kort inden rettergangen påbegyndes,” forklarer Labovic, der har gennemført utallige undersøgelser af både Mladic og Mubarak.

For den tidligere general under krigen i Bosnien, Ratko Mladic, begyndte symptomerne allerede, da han blev tiltalt i 11 anklagepunkter. Mladic skal blandt andet retsforfølges for Srebrenica-massakren, hvor 8.100 muslimske mænd og drenge den 11. oktober 1995 i byen Srebrenica blev henrettet og smidt i massegrave i en rendyrket etnisk udrensning.

I retten nægtede Mladic dog at tage stilling til de anklagepunkter, der er rejst imod ham.

”Og det er jo ikke for at være besværlig, han gør det,” siger Labovic og uddyber:

“Kommer han i nærheden af en retssal eller lovsamling, så begynder symptomerne, og de udvikler sig i løbet af få timer til alt fra både demens og nyresvigt til forhøjet blodtryk og hjerteproblemer.”

For svækket til at sværge på Bibelen
Det viser sig, at des flere anklagepunkter, der er tale om, des værre bliver symptomerne og de efterfølgende sygdomme. Derfor var det også en stærkt svækket Mladic, der ganske forståeligt ikke kunne tage stilling til de mange anklagepunkter.

”Han var simpelthen så syg, at han ikke engang kunne løfte hånden og sværge på Bibelen,” fortæller Labovic, der var til stede under de første retsmøder i juni. Da Mladic fik læst sine rettigheder op i retten, var det tydeligt, at demensen slog til:

“Jeg er en meget syg mand. Jeg skal bruge mere tid til at forstå alle de ting, hun lige læste op. Så bær over med mig,” lød det fra den tidligere general.

Ekspræsidenter også hårdt ramt
Egyptens ekspræsident, den nu 83-årige Mubarak, er deslige anklaget for at have være indblandet i drab på hundredvis af regimets modstandere under urolighederne i januar og februar, hvor mere end 850 personer blev dræbt. Nu har de mystiske symptomer pludselig også ramt Mubarak så hårdt, at han ankom til retten på en båre.

Labovic er ikke i tvivl: Fortsætter det voldsomme pres og anklagerne mod Mladic og Mubarak, går der ikke længe, inden de får forhøjet blodtryk og måske helt mister evnen til at samarbejde og besvare spørgsmål. I værste fald kan det ende med et hjerteanfald, ligesom det skete for Slobodan Milosevic.

“De er jo blot et par stakkels gamle mænd, der har brug for hvile,” lyder hans vurdering.

Artiklen blev oprindeligt bragt den 18. august 2011


Forfatterkommentar af Annica Caroline Carlsen

“Don’t do the crime, if you can’t do the time”. De fleste kender sikkert udtrykket. Nogle kriminelle tager deres straf med nogenlunde oprejst pande. I visse kriminelle kredse stiger man ligefrem i anseelse, hvis man har “spjældet” den.

Andre kriminelle i den lidt tungere ende af skalen, bliver pludseligt ret så alvorligt syge, når de skal stå til ansvar for deres handlinger og retfærdigheden skal ske fyldest. Belejligt og en smule pusseløjerligt.

Men OK. Lad da lad tvivlen komme til gode – selv for slemmerikker, som Mladic og Mubarak. Det kunne jo meget vel være, at de pludselige symptomer på demens, hjerteproblemer og totalt organsvigt skyldes en kemisk reaktion, der kun gør sig gældende hos krigforbrydere, som beskrevet i artiklen. Måske stiger symptomerne ligefrem i takt med antallet af anklagepunkter. Det ved vi jo ret beset ikke, vel?

Folkedrab og etnisk udrensning er lige så hårdt for den, der udfører handlingen. Det må vi altså ikke glemme. Så lad os da endelig krydse fingre for, at Syriens “Bad boy” aka. præsident Bashar Hafez al-Assad enten klarer frisag eller får en behandlingsdom, hvis den tid skulle komme.