RokokoPosten har talt med et landområde mellem Middelhavet og Jordanfloden, der i de seneste årtusinder har været helt utrolig opmærksomhedskrævende.

RokokoPosten: Ok, lad os starte med det basale. Hvad skal vi egentlig kalde dig?

Lille landområde: Altså, jeg kan ikke meningsfuldt reduceres til et entydigt navn. Jeg er så utrolig kært et barn, at jeg har et næsten uendeligt antal navne: Israel, Palæstina, Den Zionistiske Entitet eller simpelthen Det Hellige Land. Jeg er en unik geografisk-religiøs-etnisk region, hvis identitet er i evig flux. Det er en del af det, der gør mig så spændende, og en af grundene til, at alle bør tale om mig altid. Hele tiden.

RP: Prøv nu at høre her: Du er et lillebitte stykke halvtør jord, som er godt til dyrkning af citrusfrugter. Du er ikke altings midtpunkt.

LL: Pffft! Har du prøvet at åbne en avis de seneste 60 år? Jeg får mere omtale per kvadratcentimeter på en gennemsnitlig søndag nat end Roskilde i første uge af juli. Eller hvad med verdenskort fra Middelalderen? Jerusalem ligger med usvigelig sikkerhed lige i midten.  Min navle er faktisk verdens centrum.

RP: Men hvad er det, du gør, som sikrer, at du altid får så megen opmærksomhed?

LL: Jeg vil ikke afsløre mine forretningshemmeligheder, men jeg vil dog sige så meget: Profeter, krige og en central placering i Mellemøsten er alle ting, som er svære at komme udenom, hvis man er et lille område, der vil frem i verden.

RP: Hvordan vil du forklare din staying power; altså, at du formår at kræve opmærksomhed årtusind efter årtusind?

LL: Vedholdenhed og tålmodighed. Det er vigtigt at blive ved med konstant at forny sig samtidig med, at man holder sig inden for velafprøvede temaer som religiøs fanatisme og strid om grænsedragning. Altså, det er jo fint nok, at man som område laver en Athen-model og kører stilen i et par vilde århundreder, men hvem interesserer sig egentlig for Grækenland i dag?

RP: Lige med hensyn til det område, så…

LL: Ok, måske har lige præcis Grækenland haft held med at få lidt ufortjent opmærksomhed på det seneste. Men jeg lover dig, at mens folk verden over også om 20 år vil diskutere byggepolitik i Østjerusalem, så er Grækenland tilbage til kun at blive forbundet med Zorba og ouzo, så snart det er færdigt med at gå fallit.

RP: Bagsiden af at være kendt er vel, at nogle også bliver utilfredse. Jeg har tit været til fester, hvor din blotte nævnelse fører til vrede og aggressivitet. Hvordan har du det med det?

LL: Det tager jeg med. Er der én ting, som jeg har lært ved at bo i det her nabolag, så er det, at haters gonna hate.

RP: Har du nogensinde været nervøs for at miste din evne til at komme på den globale dagsorden?

LL: Ikke rigtig. Der har da været perioder, hvor jeg tog det mere roligt. For eksempel røg jeg ind i en depression efter korstogene, som var en spændende, men også temmelig udmattende periode. Der tog jeg lige et par hundrede år under osmannisk herredømme for at slappe af og komme ovenpå igen. Men så kom jeg virkelig også stærkt tilbage allerede tidligt i det 20. århundrede.

RP: Er der nogle områder, du opfatter som konkurrenter, når det kommer til at få uproportionalt megen opmærksomhed?

LL: Ikke rigtig. Bruxelles er helt sikkert også et sted, som har et stort behov for at blive hørt, men der er det bare synd, at alle er ligeglade. Rom gav seriøs konkurrence i pænt lang tid, men nu om dage er det som om, hjertet slet ikke er med. Måske København efter alt det med klimatopmødet og Noma.

RP: Nu smigrer du vist.

LL: Ja, ok.