Foto: Nate Grigg, Flickr

Foto: Nate Grigg, Flickr

Pludselig blev det umuligt at køre varerne forbi scanneren, fortæller Rebecca Jespersen, der forudser lange, uproduktive timer ved kasselinjen i Fakta.

Hun har prøvet det før. Det kommer snigende, når hun mindst venter det, og når først blokeringen er en realitet, er der intet at gøre.

“Det kribler op og ned ad min ryg, og jeg føler mig helt tom indeni. Før kunne jeg scanne i timevis, men pludselig er min hjerne blank og mine hænder kolde. Så ved jeg, at der går mindst en måned, før jeg kan arbejde igen,” fortæller Rebecca Jespersen, der er ansat i Assensvejens Fakta-butik i Middelfart.

Da hun startede som servicemedarbejder, oplevede Rebecca næsten ingen problemer, men tre år senere kom forfremmelsen til souschef og dermed et øget pres.

Pres og følsomhed fører til blokering
“Jeg følte virkelig, at jeg skulle præstere, og at både butikschefen og mine underordnede forventede en hurtig og fejlfri kassebetjening,” erindrer Rebecca, der i oktober 2008 gik i stå ved en pakke lasagneplader.

“Den lå i min højre hånd, men jeg kunne ikke føre den forbi scanneren. Kunderne stirrede på mig, og det var frygtelig pinligt, men der var ikke noget at gøre.”

Rebecca Jespersen gik hjem den dag og dukkede først op igen ved juletid, hvor blokeringen var forsvundet. Ifølge Faktas human relations-chef, Ditte Esmark, er Rebecca langtfra den eneste medarbejder, der af og til oplever pludselige ophold i produktiviteten.

“Det er et udbredt problem blandt vores medarbejdere, der ofte er meget følsomme mennesker, som skal håndtere et stort pres hver dag. Nogle gange er omstændighederne bag en succesfuld scanning bare ikke til stede,” fortæller Ditte Esmark, der anbefaler, at de ansatte tager på refugium eller retræte for at lade op og komme væk fra forventningerne, så “scanneimpulserne kan få frit løb”.