En mellemstor virksomhed i Aalborg vækker opsigt med en anderledes personalepolitik, der skal fremme mobning af inkompetente medarbejdere. En værktøjskasse med effektive mobberedskaber holder medarbejderne skarpe og øger effektiviteten, lyder argumentet fra tillidsrepræsentant.

Voksenmobning er et stigende problem og kan have store personlige og erhvervsmæssige konsekvenser. Men sådan behøver det ikke at være. Hos logistikvirksomheden NSD i Aalborg fremmer man mobning for at udstille inkompetente medarbejdere.

NSD arbejder ud fra en vision om at nedbryde tabuerne omkring mobning. Jo færre, der mobber, jo værre bliver det for den enkelte. Hvis alle inkompetente medarbejdere bliver mobbet, vil det ikke føles nær så ensomt for den enkelte. Hverken for den, der mobber, eller den, der bliver mobbet. En ren win-win-situation, mener NSD.

Ikke et tabu at mobbe
“Mobning skal ikke være noget, man gør i det skjulte. Alle taler jo om det, som om det er et tabu, hvilket er helt misforstået. Derfor har vi tænkt ud af boksen og fundet ud af, at vi får langt mere årvågne og effektive medarbejdere på den her måde,” lyder det fra tillidsrepræsentant og leder i HR-afdelingen, Naja Borck.

Mellemleder Peter Clemmesen uddyber:

“Når man frit kan mobbe, er folk mere på mærkerne og motiveret til at yde deres bedste. Vi overvejer også at indføre en ordning, hvor medarbejderne får provision, hvis det lykkes dem at stritte en inkompetent medarbejder ud. På den måde er det alles kamp mod alle. Det, mener vi, skærper konkurrenceevnen,” forklarer Peter Clemmesen.

Effektive mobberedskaber
Mobning skal ikke kun foregå mellem enkeltpersoner, men have en afsmittende effekt på hele arbejdspladsen. Sådan står der blandt andet i NSD’s nye personalepolitik, hvor mobning er en af virksomhedens kerneværdier.

Naja Borck har sammen med en række kolleger stået i spidsen for udarbejdelsen af personalepolitikken, der også indeholder en værktøjskasse med effektive mobberedskaber.

“Mobbere skal til enhver tid kunne stille betingelserne for, hvordan samvær foregår. Anser mobberen den mobbede for at være inkompetent, henvises til følgende mobberedskaber: Snak højlydt om den inkompetente medarbejder, når vedkommende er til stede, udeluk vedkommende fra fællesskabet og så videre,” smiler Naja Borck, der netop har fået den nye personalepolitik godkendt af ledelsen.

Grænsen går ved vold og trusler
Hos Arbejdstilsynet vækker logistikvirksomhedens personalepolitik ikke den store begejstring.

“Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre trivsel og et psykisk sundt arbejdsmiljø. NSD’s politik er under al kritik, og vi sætter nu en grundig undersøgelse af virksomheden i gang,” lyder det fra Erik Bendixen, der er leder af Arbejdsmiljøfagligt Center.

Hos NSD afviser man kritikken.

“Vi er naturligvis opmærksomme på vores medarbejderes trivsel. Derfor har vi også sat grænser. Vi kalder det “mobning under ansvar”. Mobbehandlinger, der indebærer fysisk vold eller trusler, tager vi skarpt afstand fra. Men skældud, latterliggørelse, tilbageholdelse af information eller små, ubehagelige rygter – det står vi altså inde for,” forklarer Peter Clemmesen.

“Vi overvejer også, hvorvidt vi skal justere retningslinjerne i forhold til rovmobning (når ofrene ikke har gjort noget, som kan fremkalde mobbernes adfærd, red.). Vi vil jo heller ikke have, at vores medarbejdere går hen og bliver utrygge ved at gå på arbejde,” lyder det afslutningsvis fra Naja Borck.