I årtier har motionister over hele verden løbet, svømmet og spillet sig svedige og trætte. Alt sammen i en evig jagt på de endorfiner, der ifølge forskerne skulle give en orgasmelignende følelse. Idrætsforsker tilstår nu, at motion aldrig udløser endorfiner, uanset hvor hårdt man træner.

Endorfiner eksisterer ikke. Og det har de aldrig gjort. I virkeligheden var det bare en fiks idé, der opstod hos nogle opstemte mikrobiologer på en konference i Bilbao i pinsen, 1986.

Motion er og vil altid være en pine, hvor den orgasmelignende følelse af glæde og succes udebliver. Det erkender seniorforsker Asger Sand fra Institut for Idrætsmedicin på Københavns Universitet, der selv var med på konferencen.

Galar og sangria giver fikse idéer
”Selvom det var mægtig sjovt dengang, gør det ondt at fortælle sandheden nu. Men vi har ikke noget valg,” siger Asger Sand lidt betuttet.

Som unge, nyuddannede biologer var Asger og hans kolleger stræbsomme og sultne efter anerkendelse.

”Vi havde gruppearbejde og skulle komme med nogle bud på, hvad der kunne fremme almen sundhed, selvom vi hellere ville lave kunstige præstationsfremmende produkter. Men den gruppe blev hurtigt lukket, så vi sad og kedede os, og så var der en, der havde taget noget galar (hash, red.) med,” lyder det fra Asger, der kom på idéen om endorfinerne efter 12 timers grisefest med sangria og lidt mere galar i en nærliggende by.

“Man får jo nogle fikse idéer, når der er god stemning, og sommersolen sådan danser. Og hvis vi kunne bilde befolkningen ind, at de kunne blive høje af at dyrke motion, hvorfor så ikke gøre det?” spørger Asger.

Navnet “endorfiner” er tåbeligt
For at underbygge deres påstand fandt biologerne på en række videnskabelige forklaringer og udarbejdede dokumenter, der skulle påvise hormonet.

“Det var faktisk ret morsomt – men selvfølgelig ikke så redeligt, det kan jeg godt se nu,” siger Asger Sand.

Asgers gruppe afleverede forslaget under konferencen, og trods det tynde grundlag valgte konferencen det som sit hoveddokument. Det betød, at konklusionerne blev trykt i videnskabelige tidsskrifter, og pludselig var endorfinerne almen viden.

“Vi havde egentlig troet, at vi ville blive gennemskuet alene på grund af det tåbelige navn, men ingen sagde noget, og pludselig var det for sent. Vi syntes ikke rigtig, vi kunne trække det tilbage, nu hvor vi fik så meget hæder for det,” fortæller Asger Sand, der aldrig selv har dyrket motion og ikke har planer om at begynde.