Foto: karrikas, Flickr

Foto: karrikas, Flickr

I en hidtil ukendt Tintin-fortælling kommer den unge reporter på eventyr i et mystisk og melankolsk land højt mod nord, hvor der ikke er forskel på mænd og kvinder.

Højst uventet er et hidtil uudgivet Tintin-album blevet opdaget blandt den belgiske tegner, Hergés, efterladte skitser. Dette kom frem ved et pressemøde i Bruxelles onsdag formiddag.

I den nyopdagede fortælling er handlingen hensat til det eksotiske kongerige Sverige.

Kaptajn Haddock fængslet for ufølsomt sprog
I fortællingen bliver Tintins gamle ven, Kaptajn Haddock, kidnappet af en desillusioneret og let fordrukken kriminalkommissær, der har rod i privatlivet og er på hemmelig mission for det svenske tonepoliti.

Kaptajnens hyppige brug af ikke særlig sensitive kraftudtryk som “haleneger”, “tøsedreng” og “abemås” har nemlig længe været en torn i øjet på svenske sprogmyndigheder, der er i gang med en drakonisk kampagne mod kønsstereotyperende og etnisk ufølsomt sprog.

Forklædt som Emil fra Lønneberg
Tintins oplevelser i Sverige er derfor præget af nordisk tungsind, melankoli og tristesse hos et fremmedartet og humorforladt folkefærd, der på eksotisk vis forsøger at udslette kønsforskelle og rituelt afsværger sig uønskede ord og vendinger.

Ved på snedig vis at udgive sig for at være Emil fra Lønneberg lykkes det Tintin at befri kaptajnen fra det åbne fængsel, hvor han hensygnede på en diæt af letøl og rådden fisk fra dåse. Snart må de to venner flygte over hals og hoved fra en sværm af indignerede indfødte, der alle tilhører fanatiske grupperinger, som slutter på “-ister”.

Spiller skak med Døden på en strand
Under flugten fra Sverige bliver Tintin og Kaptajn Haddock også viklet ind i et sindrigt plot, der involverer pacifistiske våbenproducenter, skakspil med Døden på en strand og forgæves jagt på en whisky til under 700 kroner på Systembolaget.

Men mon ikke de to venner trods alt klarer skærene, og kaptajnen ender sikkert hjemme på Møllenborg, endnu et spændende eventyr i et eksotisk land rigere?

Albummet “Tintin i Sverige” udkommer i midten af oktober og forventes forbudt i Sverige i løbet af en til to timer.