I dag udkommer forfatter og debattør Leonora Christina Skovs selvbiografi, “Det aldrig om sig selv talende menneske”. RokokoPostens litteraturkritiker anmelder værket.
Man møder sjældent i dagens Danmark et menneske, der er oprigtig i sin ydmyghed. Men sådan et menneske er Leonora Christina Skov, som er kendt og elsket for sit milde væsen og sin nærmest selvudslettende debatstil.
Vi kender til mange af Leonora Christina Skovs holdninger til det globale samfund, og vi kender hendes farverige romankarakterer. Men vi ved stort set intet om mennesket Leonora Christina Skov. For hun taler aldrig om sig selv og kun meget sjældent om noget, der har at gøre med hendes egen livssituation.
I “Det aldrig om sig selv talende menneske” gør Leonora Christina Skov en sjælden undtagelse. Her får vi endelig chancen for at lære Leonora Christina Skov at kende. Vi lærer også at forstå, hvorfor Leonora Christina Skov ellers aldrig taler om sig selv.
Offer for glubske menneskegribbe
I forordet til “Det aldrig om sig selv talende menneske” skriver Leonora Christina Skov:
“Det er ikke så meget et bevidst valg, at jeg ikke tidligere har talt om mig selv. Det falder mig nok bare ikke rigtig naturligt. Og det havde da heller ikke været et problem, hvis ikke litteraturanmeldere og debattører havde så travlt med at gå og spørge hinanden, hvorfor Leonora Christina Skov egentlig aldrig talte om sig selv. Så skulle man høre på den ene teori efter den anden, som at det nok var fordi, jeg skammede mig over at være lesbisk.
At det ganske enkelt kan skyldes, at jeg bare ikke har noget naturligt behov for at tale om mig selv, faldt sært nok ingen ind. Men det var måske ikke nær så interessant som alt det, man selv kunne digte af røverhistorier om mig.”
Sådan slår Leonora Christina Skov tonen an allerede fra første side, hvor hun fortæller om alle de “glubske menneskegribbe”, der i tidens løb har sladret bag hendes ryg om hendes person. For det er ikke bare det, at hun aldrig taler om sig selv, der bliver til samtaleemne rundt omkring i de litterære selskaber. Det handler også om hendes seksualitet, hendes udseende, hendes vægt, hendes tøjsmag, hendes livsstil – der er intet, folk finder for uinteressant til at have en teori om.
Som en god ven og støtte
Alt i alt bliver den næsten 1500 sider lange selvbiografi som en god ven og støtte. Leonora Christina Skov øser rundhåndet ud af sit positive livssyn og ender med at få enhver læser til at føle, at fremtiden allerede nu er lysere.
Derfor giver jeg hele seks cembalostrenge til “Det aldrig om sig selv talende menneske” og lader Leonora Christina Skov få det sidste ord:
“En dag vil det forhåbentlig ikke længere være sådan, at man bliver fastlåst i en masse forventninger, bare fordi man er kvinde og ser godt ud. For det betyder ikke, at man har lyst til at være et sexobjekt eller noget som helst andet i mænds øjne. Eller at man har lyst til at føde børn eller blive set hele tiden. Måske kan man godt være kvinde, smuk og intelligent uden, at folk altid behøver at have en mening om en.
Måske. Hvis mennesker en dag holder op med at have så travlt med, hvordan andre vælger at leve deres liv, er der håb forude.”
