Foto: Anders Hviid, Ft.dk

En levende død folkesocialist, som, alle troede, var gået bort i 90’erne, har indtaget Skatteministeriet.

Det var et skræmmende syn, der mødte københavnerne i Indre By natten til fredag. En levende død – en såkaldt zombie – havde stik mod naturens orden rejst sig fra graven og drog meget lidt hærgende gennem byen.

Et vidne, der så zombien på vej over Knippelsbro, fortæller:

Lugtede af gammel fløjl og pibetobak
“Det så ud, som om den havde været begravet i omkring et årti, og det var tydeligt, at den med usikre skridt vaklede frem mod Skatteministeriet. Den lugtede fælt af gammel fløjl og pibetobak, og der sad støv i dens overskæg. Det var megauhyggeligt,” forklarer vidnet, der efterfølgende skyndsomt fortrak.

Da zombien nåede Skatteministeriet, angreb den to teenagere, der indtil videre kun er identificeret som Thor og Astrid.

På overvågningsbånd kan man se, hvordan zombien trænger ind til de to, der har forskanset sig på et ministerkontor. Den unge Thor råber desperat nogle uforståelige gloser om, hvordan revolutionen æder sine egne børnebørn, før han på tragisk vis bliver fortæret af det uhyrlige væsen fra fortiden.

Medbragte hængekøje
Dog er zombiefaren nu under kontrol, og den levende døde er isoleret på ministerkontoret, fortæller politiets informationsansvarlige, Jonas Rasmussen, og tilføjer:

“Efter sit første amokløb forholder zombien sig nu ret passivt og har lagt sig i en mørnet hængekøje, som den tilsyneladende selv har medbragt. Der er ingen tvivl om, at den kan forekomme rigtig uhyggelig, men i praksis ser det ikke ud til, at den kan gøre nogen skade inde fra ministerkontoret.”