Dansk-palæstinenseren Anas Asmar har fravalgt den traditionelle muslimske omskæring for sin lille søn. “Jeg gider ikke medvirke til noget så åbenlyst semitisk,” lyder hans forklaring.

Uanset hvordan 2-årige Muhammed Asmar ellers skal opdrages, står én ting klart: Den lille dreng skal ikke omskæres.

Det besluttede hans far, Anas Asmar, efter at have set en gammel udgave af Deadline, hvor den dansk-jødiske journalist og debattør Martin Krasnik forsvarer omskæring.

Stolt jødisk tradition
“Krasnik fortalte, hvordan han selv gik ind for omskæring, som var en stolt jødisk tradition,” refererer Anas, der fra det øjeblik var helt sikker på sin egen holdning til den kontroversielle praksis.

Den 33-årige muslimske softwareingeniør fra Aalborg havde ellers ikke skænket omskæring mange tanker før, men da han for to år siden blev far, dukkede emnet pludselig op.

“Jeg er selv omskåret, men der er forskellige tolkninger af, hvorvidt det er nødvendigt eller ej for en muslim, og hvornår det skal gøres,” forklarer Anas, der kom til Danmark som 5-årig.

Træls at jøderne kom først
“Men da jeg fandt ud af, at omskæring oprindelig stammer fra den semitiske kultur og er obligatorisk for alle jødiske drengebørn, skulle jeg ikke nyde noget,” lyder det med tydelig aalborgensisk accent.

Anas Asmar er nemlig stærkt kritisk over for Israel og dens regerings behandling af palæstinenserne i området.

“Det er selvfølgelig træls, at jøderne var de første til at klippe i deres sønners forhud, men hvad kan jeg gøre? Skal jeg gentage et ritual, der er så åbenlyst semitisk? I don’t think so!