Det sociale netværk har skabt en hidtil ukendt gruppe mennesker: Ondskabsfulde idioter, der kommer med sårende personlige angreb.

Inden Facebook var den offentlige sfære et relativt fredeligt sted, hvor man som borger kunne udtrykke sin mening uden fare for fornærmelser eller bagvaskelse.

Debatindlæg blev modtaget med fornuft, nysgerrighed og velovervejede argumenter, hvor debattørens personlige forhold aldrig blev berørt, medmindre de var direkte relateret til emnet.

Alt dette er nu fortid, eftersom det sociale netværk Facebook på få år har været i stand til at skabe en ny og hidtil uset mennesketype: Det nedladende røvhul.

Debattører bliver pludselig kaldt grimme ting
Denne eksotiske person, som selv teenagere ikke kendte til i deres barndomsår, karakteriseres ved kun at komme med ondsindede, sårende og komplet uvedkommende kommentarer, der aldrig formår at bringe debatten videre, men alene har til formål at miskreditere modstanderen.

“Det er virkelig noget nyt,” siger professor i statskundskab og forsker i perfide offentligheder, Johan Gravesen, der i sin seneste undersøgelse har kortlagt, hvordan Facebook skaber helt nye typer fornærmelser.

“For 10 år siden ville du aldrig opleve, at en debattør blev kaldt noget grimt eller fik tillagt usympatiske motiver. Man ville nøjes med at angribe hans argumenter, og det endda på en meget lødig og saglig måde,” forklarer Gravesen, der har flere teorier som forklaring på denne pludselige moralske og retoriske deroute.

Forsker selv offer for Facebook
“Vi arbejder blandt andet med den såkaldte blåzoneteori, der handler om, hvordan Facebooks blå nuancer hæver brugernes testosteronniveau og sammen med fingrenes hidsige bevægelser på tastaturet svækker både dømmekraft og evnen til at føle empati.”

Johan Gravesen er endda selv blevet offer for det sociale netværks negative effekt, siden han i 2010 oprettede en Facebook-profil.

“Før gik jeg udelukkende op i at skabe ny viden og uddanne verden, helt uden tanke på personlig anseelse. Men nu kan jeg ikke sove, hvis jeg ved, at [anerkendt tysk forsker i statskundskab, red.] har skrevet en sarkastisk kommentar til min post,” fortæller han og tilføjer, at han overvejer at unfriende den tyske forsker, hvis det fortsætter.