Nu er det sikkert og vist: Alle mennesker i hele verden vrøvler en gang imellem. Det fastslår videnskaben nu i en rapport.

Du kender sikkert følelsen. Netop som du klikker på “send”, får du øje på en lille bæ i din ellers så formfuldent korrekte kommunikation. Men det er for sent. Mailen er for længst havnet i din modtagers indbakke, og hvem ved – det kan være, at den pinagtige fejlformulering allerede er kommet vedkommende for øje.

Dit hjerte pumper adrenalinen rundt i blodet. Du kigger dig febrilsk omkring efter en flugtvej, men der er ingen…

Og det gør ingenting, for nu konkluderer videnskaben i en rapport, at alle mennesker vrøvler en gang imellem, og at modtagerne som regel ikke engang bemærker det.

“Hurra, det er jo fantastisk,” udtaler administrerende direktør for en mindre softwarevirksomhed i Midtjylland, der blot er en af mange, der nu ånder lettet op.

Panik i kommunikationsbranchen
I kommunikationsbranchen har rapporten imidlertid skabt panik.

“Det er et problem for alle, der lever af at lære mennesker om fejlfri og effektiv kommunikation,” forklarer et af de berørte medlemmer af kommunikationsbranchen og påpeger, at rapporten er helt ny, og at dens resultater måske ikke er helt så entydige, som videnskaben selv påstår.

Det forhold er professor i postfaktuel lingvistik, Holger Madsen, enig med kommunikationsbranchen i.

“Eftersom der er høj sandsynlighed for sfærisk redundans, og eftersom rapporten ikke redegør for komorbiditet i resultaternes metastase, er det umuligt at pragmatisere en logisk konklusion,” fastslår han.

Men med den evidens, der ligger til grund for rapportens konklusion, er der næppe tvivl om dens korrekthed.

“Vi har overvåget og aflyttet alle mennesker i hele verden, og de vrøvler allesammen en gang imellem. Med undtagelse af dem, der på grund af alder eller handicap ikke er i stand til at kommunikere verbalt eller på skrift, vrøvler vi alle, hver og en,” fastslår rapportens hovedforfatter, Thomas Idahoe.

Så tag det bare helt roligt næste gang, du ikke opdager en bæ i tide. Modtageren opdager den heller ikke, og hvis han gør, så er han sandsynligvis fuldstændig ligeglad.