Foto: Rob Westerveld, Freeimages.com

Foto: Rob Westerveld, Freeimages.com

En syvårig dreng fra Rødovre fik at vide, at familiens hund var kommet til en dejlig bondegård ude på landet. RokokoPosten kan imidlertid afsløre, at hunden endte i en container bag en dyrlægepraksis i Vanløse.

William er syv år og fra Rødovre. Til daglig er han glad og tilfreds, men i de sidste par dage har han været lidt nedtrykt, fordi hans hund, Molly, forsvandt fra familiens hjem. Han finder dog trøst i, at Molly efter forældrenes udsagn har det godt.

“Molly er flyttet til en bondegård, som at der hedder Dyrefryd! Den ligger laaangt ude i Jylland, og der er egern og kaniner og marsvin, og alle leger og har det godt!”

Den udlægning giver William RokokoPostens udsendte, da avisen besøger familien Mortensen.

Men det er kun fordi, han ikke ved ikke bedre og troskyldigt har stolet på den forklaring, som hans forældre, Bjarke og Sisse Mortensen, har givet.

Udåndede på stålbord
Men virkeligheden er anderledes brutal. Ved at følge et kompliceret papirspor bestående af en dyrlægeregning på 995 kroner for “aflivning, hund, under 25 kg.”, har RokokoPosten researchet sig frem til den skræmmende sandhed: Molly udåndede på et koldt stålbord efter at have modtaget en dødelig indsprøjtning af dyrlæge Hans Møller i Vanløse.

Det kan forældrene ikke have været i tvivl om, da de selv transporterede hunden derhen og personligt overværede den kyniske henrettelse.

Alligevel har de stædigt opretholdt dækhistorien over for William og endda tilføjet falske detaljer om mange kødben og søde drengehunde, som Molly kunne blive kæreste med. Alt sammen det pureste opspind. For i stedet for at lege på en jysk blomstereng, ligger Mollys jordiske rester i en container med biologisk affald bag Hans Møllers dyreklinik.

Vil forhindre afsløring
Forældrene forsvarer sig med fantastiske historier om flytning til ny lejlighed, hvor hundehold ikke er tilladt samt en begyndende gigt hos hunden. Tydeligvis i et forsøg på at forhindre afsløring. Men forgæves.

Da avisens medarbejder trods forældrenes protester konfronterer den syvårige dreng med den grusomme sandhed og spørger, hvad han netop i dette øjeblik føler, fyldes drengens øjne af tårer.

Tavsheden, det anklagende blik rettet mod forældrene og de våde striber på den buttede barnekind er det eneste svar, vi får.

Et svar, der siger mere end tusind ord.