En 43-årig forsikringskonsulent fra Aalborg må erkende, at hans hverdag egentlig ikke er specielt stressende. For at opnå et socialt acceptabelt niveau af travlhed planlægger han derfor at dyrke endnu en hobby samt være sin kone utro.

Jan Langemark har læst mange artikler om, hvordan lange arbejdsdage og endeløse huskelister fylder den almindelige danskers liv med travlhed og stress.

På samme måde har den 43-årige konsulent for SamPension bemærket, hvordan alle i hans omgangskreds synes at være på vej til noget andet og sjældent har tid til at mødes, medmindre det er nøje planlagt mange dage i forvejen.

“Så nikker jeg, som om jeg kender alt til det med stress og kaos og siger, at jeg skam også har tusind ting, der skal gøres, og at jeg altid føler mig bagud, især på arbejdet,” fortæller Jan.

Flovt med ustressende liv
Sandheden er dog en ganske anden. Efter at have gennemgået, hvordan han står op, tager på arbejde, træner i fitnesscentret og derefter laver aftensmad med konen og teenagesønnen, har Jan Langemark måttet indrømme, at hans hverdag for det meste er ret fredelig.

“Det var virkelig flovt at erkende, hvordan jeg egentlig lever et temmelig ustresset liv, selvom jeg både har en teenagesøn at opdrage, et ægteskab at pleje og fodbold med vennerne fra gymnasiet hver tirsdag aften,” fortæller Jan med usikker stemme.

Utroskab kræver tid
Han forudser, at samværet med vennerne kommer til at lide under, at han nu har erkendt den manglende travlhed i sit liv:

“Det bliver lidt akavet at lave aftaler med gutterne, hvis jeg bare siger ligeud, at jeg faktisk har tid til at hænge ud i den kommende weekend.”

Derfor planlægger Jan Langemark at fylde sin tid med lidt for mange aktiviteter, der forhåbentlig kan skabe mere stress og kaos i hans dagligdag. Først og fremmest vil han begynde at træne intensivt for at kvalificere sig til et ultraløb (løb på over 50 km, red.) samtidig med, at han opretter en profil på datingsitet VictoriaMilan, der retter sig mod mennesker, som ønsker at være deres partner utro.

“Det er ikke fordi, jeg er træt af min kone eller noget, men mine venner siger, at utroskab kræver enormt meget tid og energi. Man skal planlægge møder, skaffe sig alibier og pleje sin dårlige samvittighed med hjernedøde tv-programmer … så det skal nok virke!”