Det er især vigtigt helt at afskære sig fra kontakt til velfærdspushere og andre velfærdsafhængige. Det viser erfaringerne fra et privat finansieret velfærdsudtrapningsprojekt.

“Jeg hedder Hans. Jeg er afhængig af velfærd, men jeg har ikke brugt det i snart to år.”

Jeg møder Hans på en café nord for København. Her er der langt til kommunekontorer og andre velfærdspushere, og det var et krav for at få Hans og hans kammerat fra projektet, Claus, i tale.

I dag arbejder både Hans og Claus med bygningskonstruktion. Men for bare få år siden var de dybt afhængige af offentlige ydelser og havde opgivet håbet om et normalt liv.

“Du ved, først er det bare boligsikring og friplads, men pludselig er man på kontanthjælp, førtidspension, medicintilskud og hele molevitten,” lyder det fra Claus.

Bare én boligcheck mere
Hans og Claus har i mange år kæmpet forgæves mod deres afhængighed af offentlige ydelser.

“Jeg har flere gange forsøgt at trappe ud, men er altid faldet i igen, fordi jeg bare lige skulle have én boligcheck mere,” fortæller Claus.

Senere har både Hans og Claus indset, at de var nødt til helt at bryde med det sociale miljø, de kom fra. Risikoen for tilbagefald er for stor, når man omgås velfærdsmisbrugere.

“Projektet indeholder derfor også resocialisering,” forklarer socialpædagog Anna Jespersen, der er projektleder og har hjulpet Hans og Claus med at finde boliger i Nordsjælland, langt væk fra sociale boligbyggerier og kreative hipsterkvarterer, der er som magneter for velfærdsafhængige.

Som at miste sin mor
Hans og Claus fortæller, at de i dag er lettede over at være blevet afhængigheden kvit. Men det har ikke kun været vanskeligt økonomisk set. Afskeden med velfærdsydelserne betød også et farvel til regelmæssige møder med velfærdspushere, og det skabte et stort tomrum i de to mænds liv.

“Det er næsten som at miste sin mor,” udtaler Claus.

“Der lå en stor omsorg i opfølgende samtaler og kommunal karriererådgivning, så selvom der aldrig var tale om en reel hjælp til at blive fri af systemet, følte man, at der blev taget hånd om en, og somme tider gik man bare og ventede på den næste samtale.”

Hans og Claus er ikke de to tidligere velfærdsafhængiges rigtige navne, men Københavns Kommune er bekendt med mændenes identitet.