Foto: Miguel Ugalde, Freeimages.com

Foto: Miguel Ugalde, Freeimages.com

Grammatikken er en spændetrøje, der forhindrer mennesker i at ytre sig frit. Og staten skal ikke blande sig i, hvordan vi formulerer os. Det mener en gruppe unge med tilknytning til CEPOS.

Martin, Kasper, Heidi og Camilla mødte hinanden på CEPOS Universitet sidste efterår. De dannede en studiegruppe, hvor de diskuterede pensum og gav feedback på hinandens opgaver.

“Vi er alle fire dybt optagede af ytringsfrihedens vilkår, og så slog det os, at vi er stærkt begrænsede af den grammatiske korrekthed,” fortæller Heidi om baggrunden for det, der i dag har vokset sig til en protestforening med næsten 50 medlemmer.

Foreningens formål er at oplyse om og bekæmpe den grammatiske korrekthed, der ifølge medlemmerne slet og ret er et statsligt kontrolapparat styret af Dansk Sprognævn.

“Statens sprogregler hæmmer menneskets frie tanke og virker som en spændetrøje for ytringsfriheden,” hævder Martin.

Folkets opium
I en erklæring, som foreningen netop har udsendt, anklager medlemmerne staten for gennem mange år at have hjernevasket borgerne med grammatik for at undgå alt for kreative tanker om bedre samfundsformer.

“Uden grammatikkens snærende bånd ville vi kunne udfolde og udvikle tanker, der er utænkelige i dag, fordi vi hverken har ord eller syntaks til at udtrykke dem,” lyder det i starten af erklæringen.

Camilla uddyber:

“Grammatik er folkets opium. Vi er sjældent bevidste om det, men i og med, at vi ensrettes gennem sproget og dets regler, frarøver staten os muligheden for at tænke og tale frit,” siger hun.

Kluskam binut!
Kasper bryder ind med den indvending, at det ikke kun er selve grammatikken, den er gal med. Det er i det hele taget begrænsende for ytringsfriheden, at man kun har et begrænset antal ord til rådighed.

“Jeg kan naturligvis godt sige ‘kluskam binut!’, men ifølge statens sprognævn findes de ord slet ikke, og derfor er det nærmest umuligt for mig at gøre mig forståelig over for andre, hvis jeg siger sådan,” påpeger han.

De fire unge er enige om, at sprogreglerne i bund og grund er et udtryk for statens manglende tillid til borgerne.

“Staten bilder os ind, at vi vil ryge tilbage til en primitiv, førsproglig tilstand, hvis ikke den lægger os i grammatiske lænker,” lyder det samstemmende fra de fire.