Den vestlige verdens problemer er komplet latterlige sammenlignet med hungersnød og AIDS i Afrika. Det mener Danmarks Radio, hvis relancerede kanal, DR2, kun skal have udsatte afrikanske børn i debatstudiet.

“Har vi virkelig ikke vigtigere ting at diskutere i lille Danmark?” Sådan lyder spørgsmålet ofte, når nyheder i småtingsafdelingen fylder i mediebilledet, fx om ulvens genkomst eller Nicklas Bendtners spritkørsel. I sådanne tilfælde drager mange danskere paralleller til sult og sygdom i de fattigste afrikanske lande og påpeger, at det ville være mere relevant at tage fat på deres, anderledes virkelige problemer.

Dette har DR nu taget konsekvensen af og erstattet alle deres debattører og kommentatorer med hårdt trængte afrikanske børn.

Erstatter Niels Krause-Kjær
“I forbindelse med, at vi for nylig relancerede DR2 som nyhedskanal, fik vi fat i en række kendte ansigter til at kommentere aktuelle historier. Men det var helt forkert. De problemer, som de kunne snakke om i timevis, er slet ikke relevante,” mener DR 2’s kanalchef, Michael Thouber.

Derfor har Thouber nu fundet over 20 børn fra lande som Malawi, Zimbabwe og DR Congo, der for nylig blev kåret til verdens fattigste nation. Et af disse børn er 13-årige Joseph Matata fra Burundi, der i næste uge skal overtage pladsen fra Niels Krause-Kjær på DR2 Morgen efter en uges indføring i det danske sprog, medieverdenen og debatteknik.

Ikke mere navlepilleri
Michael Thouber er begejstret for det, som han kalder de unges “febrilske iver” og “umiddelbare tilgang” til debatten om fattigdom, hungersnød og ulighed. Han er ikke i tvivl om, at de mange danskere, der tidligere har klaget over mediernes snævre fokus og navlepillende tendenser, vil tage godt imod Joseph Matata og hans nye kolleger.

“Nu skal det være slut med alle de petitesser, som vi måske især i Danmark er gode til at blæse ud af proportioner. Ikke mere intetsigende kendisstof eller historier om uheldige hundehvalpe. Kun det allervigtigste får plads: Malaria, AIDS-relaterede følgesygdomme og hårrejsende borgerkrige, som de opleves af ofrene selv,” fortæller Thouber, der overvejer at sende et par korrespondenter til et af de nye debattørers hjemlande eller invitere en Afrika-ekspert i studiet, men kun som en undtagelse:

“Akademikere har jo intet vigtigt at sige fra deres komfortable lænestole. Når vi først har løst det vigtigste problem, nemlig Afrikas nød, kan æggehovederne få lov at blande sig!”